Cykler forsvandt fra Egedesmindevej
Politiet melder om en rolig afslutning på weekenden
Louise Ritter
Politiet i Esbjerg melder en forholdsvis rolig afslutning på weekenden. Søndag vendte en familie dog hjem til et skur uden cykler. Familien har hjemme på Egedesmindevej, og fra deres ulåste skur er mellem fredag og søndag forsvundet både en barnecykel og en damecykel.
Tyven har også forsøgt at skaffe sig adgang til huset ved at opbryde et vindue, men har opgivet undervejs.
Mandag morgen lidt før kl. 7.00 indløb så endnu en indbrudsanmeldelse - også denne gang er det gået ud over et barn. I Krebsens Kvarter i Sønderris er et vindue til et børneværelse opbrudt mellem lørdag og mandag. Det er endnu uvist, hvad der er stjålet fra hjemmet.