Tre EM-guldmedaljer til talentfulde OBK'ere
OBK's unge talenter Paw Eriksen og Mads Thøgersen har haft en forrygende forgyldt uge i polske Lublin
I den forgangne uge blev der krydset badmintonketsjere i stor stil, da de bedste U17-spillere deltog ved EM i Lublin, Polen.
Danmark gjorde fremragende figur, og det skyldtes ikke mindst to talentfulde spillere fra Odense Badminton Klub, Paw Eriksen og Mads Thøgersen.
Det to knægte var begge bærende spillere, da Danmark vandt hold-EM, og også i de individuelle turneringer excellerede de.
Paw Eriksen vandt først guld i mixed double sammen med Alexandra Bøje fra Højbjerg uden at afgive et eneste sæt undervejs.
Dernæst vandt han sammen med sin odenseanske holdkammerat Mads Thøgersen guld i herredouble over to franskmænd, som blev besejret i tre sæt.
Danmark var repræsenteret i fire ud af fem finaler, og vandt dem alle. Kun i herresingle var der ikke dansk deltagelse.
Det var ikke kun på medaljeskamlen, Odense Badminton Klub var med. Også på sidelinjen var de fynske farver godt repræsenteret ved cheftræner Lennart Engler som coach samt Camilla Martens, der var med som landsholdets fysioterapeut.