Fortsæt til indhold

Lykken er et ur der går igen

Guldsmedegården har udvidet med en urmager. Han passer både butikken og gør brug af sit håndværk, når kunderne kommer med ure til vurdering, reparation eller istandsættelse.

Arkiv
Tekst og foto Julie Myhre

Ure- og smykkeforretningen Guldsmedegården har hidtil haft flere håndværksuddannede guldsmede ansat, men nu har forretningen over for Vejle Rådhus tilmed fået en urmager, oplyser Guldsmedegårdens indehaver Tina Skov Dedenroth.
”Jeg har den holdning, at der skal være fagfolk i min forretning, for jeg vil gerne have, at kunderne kan føle sig trygge. Det kan de, når en urmager eller guldsmed rådgiver dem ud fra sin faglige ekspertise. I Vejle har det en særlig værdi at have håndværksuddannede folk inden for ure og smykker, for dem finder du ikke ret mange steder her i byen,” siger Tina Skov Dedenroth.
LÆS OGSÅ: Kebab er ikke bare kebab
Den nye urmager hedder Ib Telling. Han er uddannet fra Danmarks eneste urmagerskole i Ringsted tilbage i 1995, men hans fascination af ure blev grundlagt allerede i barndomsårene i den grønlandske hovedstad Nuuk.
”Jeg er født ind i urmager-branchen. Min stedfar havde en forretning i Nuuk, der fungerede som urmager og guldsmed. Her hjalp jeg til med alt muligt. Jeg startede med at få lov til at gravere og lave småreparationer af ure. Som 12-årig fik jeg min første løn for at reparere ure,” fortæller Ib Telling.
I Guldsmedegården står han både for generelt salg af smykker og ure og for at løse de urmageropgaver, butikken får ind.
”Det kan være helt basale ting som skift af batterier og glas, men det kan også være et decideret eftersyn af et ur. Der kommer en del ursamlere med ældre, mekaniske ure, som skal sættes i stand,” siger Ib Telling.
”Jeg har selv en passion for ure og specielt lækre, gamle kvalitetsure. Det er en stor tilfredsstillelse for mig, når jeg får et ur til at gå igen, som ikke har virket, og som andre måske ikke har kunnet lave – det er jo fedt,” siger Ib Telling, der af og til må ty til sin egen private samling af udgåede reservedele for at kunne reparere et gammelt ur.

Uret som smykke

Ib Telling har været i Guldsmedegården siden oktober 2015, men indtil videre har køen af ure til reparation ikke været så lang.
”Der er stadig mange, som ikke ved, at Guldsmedegården har fået urmager. Det skal lige rygtes blandt de her urnørder, men der er bestemt et stort marked for både salg af nye ure og service af gamle ure. Alene gennem de sidste ti år er mange flere begyndt at gå med armbåndsur igen, og for mange mænd er uret jo et af de få smykker, de ejer,” siger Ib Telling.