Korby Randers Uge 2016
I perioden 27. februar til 6. marts løber Korby Randers Ugen af stablen
Det er lykkedes Korby Randers at arrangere koncerter på 23 forskellige tidspunkter vidt forskellige steder i byen – både i kirke, kulturhus og café.
Hermed vil arrangørerne synliggøre Korby Randers og mange af byens kor og få flere i gang med at synge i kor og få gode musikoplevelser.
Korby Randers er en paraplyorganisation for alle kor i Randers by og omegn, hvis formål er at skabe et rigt og varieret kormiljø, fremme samarbejdet mellem korene, udvikle interesse for at synge i kor og skabe grobund for større musikalske opførelser.
I løbet af ugen kan man blandt andet høre
- Firedobbelt koncert med Randers Seniorkor, Growing Gospel, Glee Club og Riverside Gospelchoir i Kulturhusets sal om mandagen
- En enestående koncert med det verdensberømte kor Wiener Sängerknaben i Sct. Peders Kirke om onsdagen
- Bombardier Metalsangkoret på Café Jens Otto om torsdagen
- Stor finalekoncert i Salen i Kulturhuset i Randers om lørdagen, hvor ni kor vil synge små koncerter fra klokken 12.30 til 16. Denne lørdag er der Kulturhusdag, så der er liv og glade dage på alle etager i huset.
Derudover er der både klassiske og rytmiske koncerter med Randers Kammerkor, Sct. Clemens Kirkes pige- og børnekor og flere af de andre gode kor, vi har i Randers.
Man kan læse det udførlige program på Korby Randers’ hjemmeside www.korbyranders.dk eller i folderen, som kan hentes på Randers Bibliotek.