Nøglen til succes
I aften begynder semifinaleserien. Esbjerg Energy gæster en fyldt SE Arena fra klokken 19.30
Som mangedobbelte - og regerende - danske mestre, vindere af grundspillet og hjemmehold, så hviler der en tung byrde på skuldrene af Dan Cemans udvalgte når årets semifinale - endelig - blæses i gang i aften.
Scenen er en fuld SE Arena, og de af os som ikke har billet kan indtage sofarækken derhjemme og følge slaget på TV2 Sport. Der er meget på spil.
En sejr til de lyseblå vil lægge maksimalt pres på Esbjerg, der er godt på vej til at markere sig som en genfødt storhold. Men hvor langt er holdet kommet siden finalen i fjor? Det bliver spændende.
"Vi er klar til at gå ud i syv kampe, hvis det bliver nødvendigt," siger træner Dan Ceman til holdets nye hjemmeside. Og det er de sønderjyske supportere bestemt også. De er med både ude og hjemme.
Hvad der måske kan være lidt mere usikkerhed omkring, er om de lyseblå er kommet for langt ned i gear i den lange pause, der opstod efter at holdet var semifinaleklar på rekordtid. Det må tiden vise, og skulle der blive behov for at blive vækket så er der 5.000 på lægterne i aften. Og de har ikke tænkt sig at være stille.
Én person bliver vigtigere end alle andre i SE Arena i aften. Manden i SønderjyskEs bur - Joni Myllykoski. Storspil af "Iceman" er mestrenes stærkeste kort.