Flertal vil rive Bytoften ned
Bygningen på Bytoften 29 var til debat da to udvalg mødtes for at tage stilling til, hvordan den kommende institution på grunden skal opføres
Det var hvad politikerne i det to udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget i sidste uge blev præsenteret for, da de holdt fællesmøde for at drøfte, hvilken løsning på etablering af et børnehus på Bytoften 29, der skulle vælges. I sagsmaterialet var beskrevet tre mulige scenarier på en fremtidig institution på grunden. Den første mulighed er at renovere og modernisere de to eksisterende bygninger på adressen. Det vil samlet beløbe sig til en udgift på 44,8 mio. kr. i anlægsudgifter. Forvaltningen har desuden udregnet hvad en sådan løsning vil koste kommunen over 50 år og her lød tallet på 77,8 mio. kr. Den anden løsning er at rive den ene bygning ned og bygge nyt, men at bevare den ældre bygning på grunden - den som tidligere har været politistation. Den løsning vil i følge forvaltningen koste 47,5 mio. kr. i anlægsudgift og på en periode på 50 år komme til at koste kommunen 75,2 mio. kr. Den tredje løsning er at rive begge de nuværende bygninger ned og bygge nyt og moderne. Den løsning vil koste 43,8 mio. kr. i umiddelbare anlægsudgifter og på 50 år 66,8 mio. kr. Udgifterne i et 50-årigt perspektiv betegner forvaltningen som totaløkonomiske beregninger. - Som det fremgår af de totaløkonomiske beregninger for de tre scenarier er der væsentlig forskel på anlægsudgift og totaløkonomi. Det skyldes, at graden af bæredygtighed i byggerierne påvirker de efterfølgende bygnings-, forsynings- og driftsudgifter. Endelig er udnyttelsesgraden af de samlede antal m2 i hvert scenarie forskellig, skriver forvaltningen. Sagen om at etablere børneinstitution på grunden er resultatet af en beslutning i kommunalbestyrelsen den 24. juni 2015. På mødet i sidste uge skulle de to udvalg således vælge mellem de tre forslag. I Teknik og Miljøudvalget var der enighed om scenariet med at bevare begge bygninger var en dårlig ide. Derimod mente Socialdemokraterne, at scenarie to, hvor den ene bygning bevares, var det bedste. Imod stemte Venstre, Konservative, DF og Hvidovrelisten. For scenarie tre, hvor begge bygninger rives ned og der bygges nyt stemte Venstre, DF og Hvidovrelisten, mens Konservative og Socialdemokraterne stemte imod. I Børne- og Undervisningsudvalget blev resultatet det samme, så Venstre, Hvidovrelisten og DF stemte for scenarie tre, mens Socialdemokraterne stemte for scenarie to, hvor den ene bygning på grunden bevare. Sagen går nu videre til økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen for videre behandling.