Elever fra Hvidovre imponerede til skakfinale
Tidligt fredag morgen var der afgang fra Hvidovre, hvorefter turen gik til Jylland i bussen, som Holmegårdsskolen, Præstemoseskolen og Langhøjskolen rejste sammen i. I Billund spillede alle eleverne fire partier i små grupper og det lykkedes Hvidovreeleverne, at tage adskillige gruppesejre og slutte højt i den samlede stilling. Efterfølgende var der underholdning med Wafande, som gav den gas på scenen, inden der var præmieoverrækkelse. Holmegårdsskolen blev bedste Hvidovreskole med en flot samlet 3. plads. Det var tredje gang, at Langhøjskolen og Holmegårdsskolen deltog, mens Præstemoseskolen havde deres debut i Landsfinalen. Casper Sjølander Andresen, lærer på Langhøjskolen: - Der var en utrolig god stemning til Landsfinalen. Der var utroligt stille i salen, når man tænker på, at der var over 700 elever plus lærere og forældre med flere. Alle børnene var glade og tilfredse og der var fuld koncentration, når der blev spillet. Eleverne hyggede sig indbyrdes. Skøn dag for alle!