To - nej TRE - fluer med et smæk!
Nyt liv i Bymidten kombineres med flygtninge-bosættelser
Men nu kommer der til at ske noget. Europas flygtningeproblem kommer nemlig indirekte til at betyde, at Risbjerggård endelig bliver renoveret. I november besluttede kommunalbestyrelsen, at der med afsæt i Bedømmelsesudvalgets anbefaling skal arbejdes videre med en helhedsplan for Bymidten. På kommunalbestyrelsens møde i juni 2015 blev det besluttet - som mange af avisens læsere vil erindre - at arbejde videre med et scenarie, hvor Risbjerggård forandres over tid og kun dele af bygningen bevares. Det er en langstrakt proces - og der er længe til lørdag den 16. september 2027, hvor der kl. 13.35 er arrangeret åbningsceremoni og festligheder i anledning af, at den første nye bygning i Bymidten skal tages i brug. I tiden frem mod åbningen er det vigtigt, at der fortsat er liv i Bymidten og derfor fortsætter projektet med de såkaldte “midlertidige aktiviteter”.
Columbusæg
Planen med at renovere Stevnsbogård for godt seks mio. kr. og indrette den gamle hestestald til flygtningeboliger er nu skrottet. Planen fik en noget ublid modtagelse, da den for et par uger siden blev lanceret. Protesterne gik primært på, at mange borgere ønsker Hvidovres flygtninge placeret mere centralt i bybilledet. Alternativt er der nu et begyndende politisk flertal for at gennemføre “øvelsen” på Risbjerggård, der bestemt også trænger til en kærlig hånd og lidt mørtel. De seks mio. kr. skal nu anvendes til en nødtørftig renovering af Risbjerggård, hvor der skal indrettes midlertidige boliger til 168 flygtninge. Og som altid - når det handler om kommunale beslutninger og planer - kommer det til at gå hurtigt. Allerede på fredag den 1. april kaster håndværkerne sig over projektet. På tværs af den politiske sammensætning i kommunalbestyrelsen, er det lykkedes for rød- og blå stue i forening at lægge noget af et Columbusæg, idet man således slår tre fluer med et smæk: Risbjerggård renoveres en smule, man skaffer flygtninge fast tag over hovedet - og der sættes skub i de midlertidige aktiviteter i Bymidten. Det er nemlig planen at indrette en stor midlertidig bålplads, hvor flygtningene kan tilberede lækre etniske retter, som tænkes serveret som et krydret supplement til Rådhusets kantinemad.
Minaret
Og borgmesteren er glad: - Bymidten kommer til at summe af liv. Og når de laver mad over bål får jeg fornøjelsen af at kunne dufte det på mit borgmesterkontor, når jeg åbner mine vinduer... Viceborgmesteren er ikke helt så glad: - Vi risikerer, at flygtningene bliver en integreret del af Bymidten og livet i byen. Det er vi ikke interesserede i. Og vi er også bekymrede for, om de vil benytte sig af mindst 62 procent svinekød i den mad, de skal tilberede... Forslaget modtages dog med kyshånd af den meget aktive borgergruppe: - Et af de ti supplerende fokuspunkter for den kommende Bymidte er, at der skal arbejdes videre med muligheden for at finde plads til en udsigtsplatform eller udkigstårn. Vi har nu sat vores arkitekt til - med udgangspunkt i Hvidovres helt unikke forstadsarkitektur - at tegne på muligheden for, alternativt, at udforme dette tårn som en helt traditionel minaret...