Kendt konditori åbner på Hvidovrevej
På onsdag åbner en lokal afdeling af Konditori Antoinette på Hvidovrevej 227
- Vi har blandt andet opfundet en surdej, som er meget populær. Og når vi ruller vores croissanter, så gør vi det selv med smør, fortæller Allan Andersen. Årsagen til at Konditori Antoinette åbner en afdeling i Hvidovre er, at konditoriets brødproduktion er vokset og der var behov for et sted, der kan varetage brødproduktionen. - Vi er vokset ud af lokalerne i København, så vi flytter vores brødproduktion til Hvidovre. Det var egentlig et sted der kunne dække det behov, vi ledte efter, men vi er da glade for at vi kan kombinere det med et udsalg på et sted i Hvidovre, der har en rigtig god beliggenhed, siger Allen Andersen Han tilføjer, at der ikke kommer til at være servering i butikken i Hvidovre, men at der vil være et udvalg af signaturkager og flødekager. Alle med den fællesnævner, at der er lagt stor vægt på kvalitet. - Når vi laver marcipan, gør vi det af 100 % mandelmasse. Det betyder også, at vores kager ikke er hvinende søde, siger han. Og Allan Andersen ved hvad han taler om. Ud over at være uddannet konditor og indehaver af Konditori Antoinette har han desuden været een af to dommere i Kanal 5’s Kagekampen. Det eksperimenterende og kreative er bestemt også noget, han arbejde med i sin egen forretning. - Vi er meget eksperimenterende og laver rigtig mange store og specielle opgaver - f.eks. til filmpremiere. Her i næste uge skal vi f.eks. levere til Angry Bird-premieren, fortæller han. Allan Andersen har således også været med til at lave en 200 meter lang kage og en honningkagekopi af Christiansborg - for blot at nævne nogle få ting. I den lokale afdeling af Konditori Antoinette regner indehaveren desuden med, at der i løbet af sommeren vil blive solgt italiensk is, som er produceret af Konditori Antoinette. Konditori Antoinette åbner onsdag og holder åbningsreception på fredag. Til daglig har konditoriet åbent fra 6-17 med undtagelse af mandag, hvor der er lukket.