Fortsæt til indhold

Team Esbjerg er affolket

Syv Team Esbjerg-spillere er af sted på landsholdsopgaver

Arkiv
Arkiv

Halvdelen af Team Esbjerg-truppen er på internationale opgaver i denne og næste uge, og cheftræner Lars Frederiksen må tilrettelægge træningen uden målvogtere og en række profiler. Ydermere har anfører Rikke Zachariassen fået et slag over den ene hånd, og Susanne Kastrup Forslund kan først være tilbage på håndboldbanen i næste uge efter sin knæskade.
"Det ser lidt tyndt ud lige nu. De tilbageværende spillere får en forlænget weekend lørdag-søndag-mandag, og ellers forsøger vi at holde os i gang med vægten lagt på den fysiske form. Vi er glade for at sende spillere på landsholdsopgaver, men krydser altid fingre for, at de vender friske hjem uden skader," siger Lars Frederiksen.
Han kan notere sig, at Holland rider videre på VM-bølgen og onsdag slog Spanien med hele 31-21 i sin EM-kvalifikationspulje. Estavana Polman scorede fire mål og Laura van der Heijden tre mål for VM-sølvvinderne.
I den modsatte ende af skalaen skuffede Norges verdensmestre med et nederlag på 25-20 til Rumænien, som Danmark skal møde i næste uges OL-kvalifikation i Aarhus. Betina Riegelhuth fik spilletid for nordmændene og scorede et mål. Målvogter Emily Stang Sando er med det norske rekruttlandshold, der svarer til et dansk B-landshold.
Danmark sluttede godt af mod et stærkt russisk landshold på udebane, men tabte 31-27. Stine Bodholt fik masser af spilletid, også i angrebet, hvor hun scorede to mål. Både Danmark og Norge har mulighed for revanche i returopgør i EM-kvalifikationen.
Jenny Alm og Filippa Idéhn forbereder sig med det svenske landshold til den kommende OL-kvalifikation, men behøver ikke tænke på at kvalificere sig til EM, hvor Sverige er vært.
Team Esbjerg spiller den sidste hjemmekamp i grundspillet i Primo Tours Ligaen lørdag den 26. marts mod Ringkøbing Håndbold.