Uha uha
Hvidovres medlemmer af kommunalbestyrelsen kan, som udgangspunkt, betragtes som 21 helt almindelige borgere. En sammenbragt blanding af frisører, pædagoger, lærere, pensionister og andet godtfolk. Det er muligt, og heldigvis for det, at blive valgt ind i kommunalbestyrelsen - uden at have en juridisk eller økonomisk forvaltningsuddannelse. Det er ikke et krav, at man kan overskue budgetposter på mange hundrede millioner eller har et indgående kendskab til eksempelvis kommunalfuldmagtsreglerne. Det lokale folkestyre med de mange forskellige institutioner, myndigheder og virksomheder - og med en ganske voldsom økonomi - er en omfattende opgave. Derfor løser den politiske ledelse og de øvrige politikere nødvendigvis opgaven med bistand fra kommunens embedsmænd. Hverken borgmester eller de øvrige 20 medlemmer af kommunalbestyrelsen har, alene i kraft af opgavernes omfang, naturligvis kapacitet til at træffe alle de dispositioner, der falder inden for kommunalbestyrelsens kompetenceområde. Derfor delegeres der i betydeligt omfang kompetence til embedsmænd og de forskellige forvaltninger. I sagen om det flyvende telt, der sidste år på Frihedens kræmmermarked på grusbanen ødelagde et kommunalt hegn for over 40.000 kr., fulgte kultur- og fritidsudvalget forvaltningens anbefaling om, at erstatningskravet ikke blev eftergivet. Da økonomiudvalget så en uge senere så anderledes på sagen og anbefalede at eftergive boldklubben erstatningskravet, burde administrationen have været skarpere. Økonomiudvalget havde igen i går sagen på sin dagsorden. Og nu har forvaltningen udarbejdet et notat. I dette vurderes det, at "det vil være i strid med kommunalfuldmagten at eftergive erstatningskravet". Den beslutning, som tidligere blev truffet i økonomiudvalget, var altså ikke i orden. Heldigvis var Arne Bech(H) opmærksom på, at et udvalgsmedlem var inhabil da beslutningen blev truffet. Det brugte han lang tid på at overbevise flertallet om i kommunalbestyrelsen. Men også her burde den øverste administrative ledelse have været skarpere - for spørgsmål om habilitet og inhabilitet er bestemt et område, hvor almindelige Hvidovreborgere og politikere har behov for klar og korrekt rådgivning fra kommunens embedsmænd. Men inhabilitet blev altså indirekte årsagen til at en beslutning, i strid med kommunalfuldmagten truffet i økonomiudvalget, ikke i december blev sanktioneret og godkendt af kommunalbestyrelsen. Held i uheld - men uha uha - hvad sker der?