Holdet har de rigtige udtryk
Hvidovre er helt klar til sæsondebuten på søndag kl. 15.00 hvor topholdet Brabrand gæster Kæmpernes Arena
En hjemmesejr kan ændre markant på den afstand, så vigtigheden af opgøret kan ikke diskuteres. - Jeg regner med, at vi får yderligere svar omkring udviklingen af vores hold, når kampen mod Brabrand er spillet, fortæller HIF-træner Christian Iversen. - Vi møder Brabrand med den respekt, som vi skal møde alle vore kommende modstandere med, og så ser vi forhåbentlig en masse af det ude på banen, som vi har arbejdet med gennem hele vinteren. Vi kommer til at stille op uden Mads Rønne, der har karantæne. Men vi har en bred trup, hvor alle spillere har noget at byde ind med. Vi skal være gode sammen og som hold, og så må den enkelte spiller bidrage med det bedste, han har... - Den sidste testkamp mod AB var rigtig god. Selvom 0-0 ikke er så ophidsende, var der rigtig meget godt at tage med for os. Vi stod godt som hold, og spillerne er klar. Formmæssigt er vi, hvor vi skal være. Der er en fin balance på holdet, og der bliver arbejdet benhårdt for hinanden, og det er et super udgangspunkt, inden det bliver alvor på søndag. Vi kommer med god selvtillid og masser af gå på mod...
Chancefattig kamp
Kampen mod AB endte 0-0, men det var HIF der i første halvleg havde de bedste muligheder. AB tog så revanche i 2. halvleg, hvor de havde deres muligheder. Efter en lidt rodet start med rigtig mange frispark fik Frederik Emil Andersen og Nicholas Marfelt broderet sig fint igennem i HIF’s venstre angrebsside. En super pasning fra Frederik Emil Andersen til Peter Benjaminsen udløste en fin mulighed, som Peter Benjaminsen sparkede over mål. Den anden angrebsside med Magnus Fredslund og Daniel Holm kunne også. Kort før pausen var det deres tur til at finde Peter Benjaminsen, der headede fint på mål, men måtte se forsøget vippet til hjørnespark. En fuldt ud godkendt 1. halvleg af HIF. HIF skulle arbejde meget på at finde 1. halvlegs balance på holdet, og det gav AB et par muligheder og overvægt i spillet. HIF’s bedste mulighed stod Rasmus Johansson for, da han bragede af fra distancen, men også over AB målet. Mange udskiftninger gik ud over flowet i kampen, og de mange frispark og stop hjalp ligeledes godt til.