Fortsæt til indhold

Helhedsplan forventes vedtaget efter sommerferien

Arbejdet - eller ”processen” - med den kommende Bymidte fortsætter og nu er man snart klar til at træde de næste par forsigtige skridt

Arkiv
Ole A Sørensen

Her besluttede kommunalbestyrelsen at der, med afsæt i Bedømmelsesudvalgets anbefaling, skulle arbejdes videre med Vandkunstens forslag frem mod en helhedsplan for Hvidovre Bymidte. Inden man nåede så langt havde der været en bred dialog mellem politikere, borgere og faglige rådgivere, blandt andet med flere workshops tidligt i forløbet. På kommunalbestyrelsens møde i juni 2015 blev det besluttet, at arbejde videre med et scenarie, hvor Risbjerggård forandres over tid og kun dele af bygningen bevares. Kommunalbestyrelsens beslutning den 24. november 2015 lød på, at der skal arbejdes videre med 11 fokuspunkter. Et af disse punkter er, at der arbejdes videre med muligheden for at finde plads til en udsigtsplatform eller udkigstårn.

To nye borgermøder

Kommunalbestyrelsen skal nu træffe beslutning til en procesplan for projektet, til den kommende helhedsplans disponering af funktioner, til et oplæg til en business case, samt til et oplæg til den videre borgerinddragelse i projektet. Kommunen er i allerede i dialog med Vandkunsten om justering af helhedsplanen. Og der arbejdes videre med en kvalificering af helhedsplanen. Der er endnu mange forhold, som skal klarlægges. Blandt andet arbejdes der videre med de forskellige funktioner, som bymidten kan indeholde. Der skal som nævnt også laves en business case. Formålet med business casen er at give et billede af størrelserne på den samlede økonomi, herunder en eventuel nettoudgift for kommunen. Udarbejdelsen af en business case kræver flere konkrete fakta om bebyggelsens omfang og om anvendelse af bygninger og nye pladser, end der i dag kan læses ud af resultatet af parallelopdraget. Vandkunstens videre arbejde med en kvalificering af helhedsplanens funktioner vil kunne danne grundlag for et overordnet forsigtigt bud på en økonomi for projektet. Og videre i processen skal der fortsat være en væsentlig grad af borgerinvolvering. Der afholdes derfor med al sandsynlighed to borgermøder i forbindelse med den offentlige fremlæggelse af planen efter sommeren. Det er hensigten at det samlede arbejde skal samles i den endelige helhedsplan, som forventes vedtaget efter sommeren 2016. Herefter vil planen kunne danne grundlag for blandt andet en ny lokalplan for området.