Hverdagens helte kigger forbi NygadeHuset
Hvem siger at Langfredag er kedelig? ....Det bliver den ihvertfald ikke på NygadeHuset - Hverdagens Helte kommer og spiller.
Tre stærke stemmer, tre garvede musikere, tre voksne mænd med hver deres bagage i livet. Til sammen danner dette rammen om et nyt, unikt musikalsk foretagende med rødder i det århusianske ved navn ”Hverdagens Helte”. Bag Hverdagens Helte står Kim Munk og Mads Tønder, som har slået deres folder i The Broken Beats, og Søren Zahle, der bl.a. også gør sig som guitarist for Peter Sommer. Nu har de tre slået pjalterne sammen med nærværende og autentisk, dansksproget musik for øje.
I grænselandet mellem folk og pop – med en snert af elektronik – skriver Hverdagens Helte ørehængende sange med udgangspunkt i kærligheden, i livet og virkelige historier fra landevejen.
Hverdagens Helte har fødderne plantet solidt i dansk musiktradition, og drager således stærke paralleller til en række ikoniske, danske artister.
Koncerten finder sted i morgen, fredag kl. 20.30, og der tages entré.