Billetsalget salget starter på mandag
- til Pensionisternes sommerudflugter til Hornsherred
Hvidovre Kommune afholder igen i år pensionistudflugter. Otte dage i maj og juni sender kommunen 1.400 pensionister på udflugt til Gerlev kro og hotel. Mødetid på udflugtsdagene er kl. 9.00 ved Claus Petersens Allé bag Rådhuset. Herfra køres kl. 9.15 mod Gerlev Kro hvor pensionistudflugtens middag afholdes. Der vil som sædvanlig være hyggemusik under spisningen og efter middagen mulighed for en sving om eller en gåtur i området. Menuen står på gammeldags oksesteg med glaserede perleløg, bønner, ½ tomat med flødepeberrod, hvide kartofler, agurkesalat, tyttebær og skysauce. Til dessert serveres citronfromage med flødeskum. Der er en genstand efter eget valg (øl/vand/vin) med i prisen. Efter pausen serveres kaffe og lagkage. Prisen er i år 200 kr. pr. person.
Datoer for udflugterne
Sommerudflugterne køres i år på følgende otte dage: Mandag den 9. maj Torsdag den 12. maj Onsdag den 18. maj Torsdag den 19. maj Onsdag den 25. maj Torsdag den 26. maj Onsdag den 1. juni Torsdag den 2. juni Udflugterne er kun for folke- og førtidspensionister med fast bopæl i Hvidovre Kommune.
Billetsalg i Medborgersalen på mandag
Billetsalget foregår i Medborgersalen mandag den 4. april kl. 10.00-13.00. Dørene åbnes kl. 9.00, og selve billetsalget starter kl. 10.00. Der vil igen i år være mulighed for at få en kop kaffe i ventetiden. Legitimation skal forevises, og man kan kun deltage i én udflugt. Gyldig legitimation er pensionistkort eller sundhedskort. Der kan maks. købes fire billetter pr. person, og der skal kunne fremvises gyldig legitimation for alle fire billetter. Bemærk: Billetter kan ikke refunderes! Skulle der være billetter tilovers vil disse kunne købes på rådhuset i Borgerservice i åbningstiden mod fremvisning af gyldig legitimation (pensionistkort eller sundhedskort) fra den 6. april 2016.