Fortsæt til indhold

Tennisherrerne møder Gentofte

Tennisherrerne spiller om medaljer - damerne skal ud i skæbnekamp for at blive i eliterækken

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

TENNIS: Det blev 3-3 i forgangne weekend. Herrerne spillede ude mod Lyngby, og damerne ude mod Esbjerg. Damerne førte 3-0, men måtte nøjes med uafgjort. - Vi vidste, at vi blot behøvede en sejr for at komme blandt de fire sidste hold, fortæller træner Jacob Holst. - Nu er det således, at vi møder Gentofte, og Lyngby møder HIK. De to vindere mødes i finalen om dette års indendørsmesterskab, hvor de to tabere spiller om bronze. Et ønskescenarie for os havde været at møde HIK, men vi har det også fint med Gentofte. Det bliver en meget lige kamp, selvom Gentofte er sidste sæsons sølvvindere. For mig at se er det en fifty-fifty kamp... - Til vores fordel tæller, at vi igen har den svenske Davis Cup spiller; Isak Arvidsson til rådighed, og han kan alene godt bidrage med 2 point. Mark Ferrigno har været og er meget stærk i år, så han kan sagtens vinde sine kampe. Derudover har vi andre muligheder, der begge kan hente point og sejr. - I kampen mod Lyngby sikrede Kasper Warming vores nødvendige ene sejr, og så blev håndbremsen trukket. I kampen mod Gentofte kan vi godt hive ekstra 5 % op, og det kan måske afgøre kampen til vores fordel. Kampene i slutspillet afvikles i weekenden den 12. - 13. marts på KB's anlæg... - Damerne kæmper om at forblive i eliterækken. Det blev 3-3 mod Esbjerg, hvor vi førte 3-0. Sille og Emma Tranberg var begge med igen, og de vandt begge deres respektive singler. Det er af stor betydning for holdet, om de to piger er med. Vi tabte begge damedoubler efter to meget tætte opgør, der blev afgjort efter match-tiebreak...