Fortsæt til indhold

Idømt ti års fængsel for drab på eksrocker

35-årig blev tirsdag kendt skyldig i at have dræbt Kenneth Peder Haugstrup med knivstik i ryggen

Arkiv
Danni Paulsen

Et nævningeting ved Retten i Odense valgte tirsdag at idømme en 35-årig mand fra Odense 10 års ubetinget fængsel for drabet på den tidligere Hells Angels-rocker Kenneth Peder Haugstrup.
41-årige Kenneth Peder Haugstrup blev 30. marts sidste år fundet død siddende i sin bil på Jacob Hansens Vej i Hjallese.
Drabsårsagen var to dybe knivstik i ryggen, som han skulle være blevet tildelt natten til 30. marts.
Den 35-årige dømte har under hele retssagen erklæret sig uskyldig i drabet, men af kendelsen fremgår det, at retten fandt, at han havde motiv til at begå drabet, og at han havde muligheden.
Det fremgår ydermere, at han gennem længere tid følte sig truet af den tidligere rocker, som han skyldte 20.000 kroner.
Beløbet, som skulle falde den 30. marts, havde han ikke, men han opsøgte 29. marts, efter at have kørt rundt sammen med Kenneth Peder Haugstrup, sin mormor og sine forældre for at advare dem og for at skaffe pengene. Det lykkedes ham dog ikke.
Mordvåbenet er aldrig blevet fundet, men retten har lagt vægt på, at den 35-årige kunne have taget en kniv fra mormorens lejlighed, hvor der efterfølgende manglede en kokkekniv, som svarede til retsmedicinerens beskrivelse af mordvåbenet.
To nævninge mente ikke, at der var nok bevismateriale til at dømme den 35-årige mand fra Odense, men det var altså ikke nok til frifindelse.
Den 35-årige, som nu er blevet varetægtsfængslet, valgte at anke sin dom til landsretten.