Step by step
I langt over tyve år har Hvidovres kommende bymidte har været på den politiske dagsorden. Sådan lidt on and off. Risbjerggård har på mange måder skygget for processen. Den politiske berøringsangst har været åbenlys - specielt hver gang tiden for et nyt kommunalvalg nærmede sig. Men nu er man endelig kommet videre. Der blev lagt noget af et Columbusæg, da et flertal i kommunalbestyrelsen overraskende besluttede den “tredje vej”. Den årelange diskussion om hvorvidt Risbjerggård skulle bevares og renoveres eller om bygningerne skulle jævnes med jorden, er nu mere eller mindre lagt i graven. Den overraskende vedtagelse af den “tredje vej” betyder, at der nu arbejdes videre med planer, hvor kun dele af Gården skal bevares. Hvilke dele eller hvor store dele der skal bevares, er der ingen der aner. Men nu kan processen da heldigvis fortsætte. I dette forår og frem mod sommeren arbejdes der videre med den anbefaling, som bedømmelsesudvalget nåede frem til og som senere blev godkendt i kommunalbestyrelsen. Næste skridt på vejen bliver vedtagelsen af en såkaldt helhedsplan. Den bliver sandsynligvis lagt frem til debat og diskussion efter sommerferien og efter et par borgermøder skal den efter planen vedtages i løbet af efteråret. Sideløbende med arbejdet med en helhedsplan, skal bestræbelserne på at få lavet en såkaldt business case speedes op. Virkeliggørelsen af planerne om en ny bymidte bliver naturligvis ikke til noget uden penge. En business case skal illustrere de første spæde og forsigtige indikationer på den samlede økonomi. Men et realistisk bud på økonomien kræver, at man finder ud af, hvad den nye Bymidte skal indeholde af faciliteter. Og så langt er planerne endnu ikke kommet. Men processen skrider fremad - step by step.