Esbjergs største tv-skærme står til udskiftning
Da EfB i 2008 og 2009 fik installeret 43 kvadratmeter store storskærme i nord- og sydenden af Blue Water Arena, var de blandt de første uden for de store klubber i hovedstadsområdet og første generation af LED-teknologien. Nu er de ved at være godt slidte, og gengivelsen af kampsituationer er generet af pixelfejl. Men der er forbedringer på vej.
"Vi er i gang med at tage en ny generation af kommercielle virkemidler i brug, men på grund af leveringstiden vil det først være muligt at udskifte storskærmene, så de er klar til den nye sæson i juli," siger EfB’s adm. direktør, Søren Poulsen.
Salgschef Henrik Tønder forventer, at EfB kan afgive bestilling på nye storskærme i denne uge.
"Vi går efter den nyeste generation af LED-storskærme med en væsentlig bedre kvalitet end den, de nuværende havde fra begyndelsen. Men der er 60-90 dages leveringstid, hvorefter skærmene skal monteres ved hjælp af kraner, og derfor vil vi være klar til at præsentere dem fra en ny spændende sæson i Alka Superliga," siger Henrik Tønder.
EfB investerede i fjor i 180 meter nye LED-bander, så sponsorer via den nyeste teknologi kan nå ud med deres budskaber på tv. I år følger så udskiftningen af de storskærme, der er hårdt medtaget af særligt havgusen fra Nordsøen, en investering på over to mio. kr.
"Storskærmene er blevet en væsentlig del af totaloplevelsen ved at gå til fodbold. Tilskuerne på tribunerne har med de seneste lempelser af, hvad der må vises, de samme muligheder for se gengivelser af mål og afgørende situationer som dem, der vælger at følge kampene hjemme i stuen," siger Henrik Tønder.