Nye P-udfordringer ved superligakamp
Sammenfald med stor boligmesse vil gøre det svært at finde P-plads ved søndagens superligakamp i Haderslev
Da AaB og AGF i aftes delte point, voksede SønderjyskEs muligheder for at fastholde sin andenplads i Alka Superliga, hvilket ikke bare er sportsligt fremragende, men også en økonomisk genistreg. For efter denne spillerunde – der er superligaens 22. – fordeles næste portion TV penge. Og så er den andenplads millioner værd.
Der venter dog en velvoksen opgave denne weekend. FC Midtjylland søndag klokken 12.00 på Sydbank Park. En kamp, hvor SønderjyskE får brug for al den opbakning holdet kan få. Så drømmen er masser af lyseblå opbakning på lægterne. En drøm som nok skal gå i opfyldelse sådan som Jakob Michelsens tropper spiller i øjeblikket. Men også en drøn, som giver udfordringer i morgen.
Haderslev Idrætscenter danner i weekenden ramme om en stor bolig- og livsstilsmesse, som ventes at tiltrække mange tusinde gæster. Så der bliver hård kamp om P-pladserne i – og omkring – idrætscentret. Et godt tip er at køre hjemmefra i god tid. Det kan tage tid at finde en plads. Og hvis du bor i nærheden: Tag cyklen, det skulle være så sundt!