Fortsæt til indhold

Energy er klar til at tage imod Blue Fox

Arkiv
Arkiv

Spillerne hos Esbjerg Energy er klar til at møde Herning Blue Fox i finalerne om det danske ishockeymesterskab. Der spilles bedst af syv kampe, hvilket betyder, at den fjerde sejr udløser et dansk mesterskab. Første kamp spilles på fredag klokken 20.00 i Granly Hockey Arena.

"Det er selvfølgeligt altid fedt, når det er et lokalopgør. Man kan mærke, både på tilskuerne og på spillerne, at der er ekstra tænding. Vi havde ikke vundet en slutspilsserie mod SønderjyskE i mange år. Og Herning kalder på nostalgien. Det er næsten ligesom i 90'erne, at stå i en finale med dem, så det bliver superfedt," fortæller den 23-årige Energy-back Jannik Christensen.
"De spiller lidt efter det samme koncept, som vi gør med fire kæder, som kører løs. Herning-holdet har god bredde, og det har også været vores styrke, så det kommer til at blive en spændende serie," forklarer Jannik Christensen:

Og alle mand på holdet glæder sig.

"Herning er et godt hold med mange gode spillere og ikke mindst en stærk målmand. Så vi må leve op til vort bedste, som vi gjorde mod SønderjyskE," understreger den 25-årige canadier Wade Bergman og tilføjer:
"SønderjyskE er et godt hold, som er dygtige på skøjterne og med stor bredde i truppen. Det samme gælder Herning, som har vist kvaliteterne, så vi skal gentage præstationen fra semifinalerne."

"Ja, det bliver rigtigt hårdt. De slog Frederikshavn, som også er et rigtigt godt hold. Så vi forventer, at det bliver en både meget lang og meget hård serie. De har levet op til deres bedste. Vi yder det bedste, vi kan, så det må blive en god finaleserie," supplerer 27-årige Matthew Pistilli og fortsætter:
"Når man kommer frem til finalerne, må man finde vinderinstinktet frem. Vi er som sagt bevidste om, at det bliver rigtigt hårdt. Men vi spiller for at vinde," slutter Matthew Pistilli.

Esbjerg Energy har to gange i grundspillet besejret Herning i Granly Hockey Arena, medens midtjyderne har vundet én kamp i Esbjerg. I Kvik Hockey Arena har esbjergenserne vundet begge kampe.

"Det skal man ikke tilskrive den store betydning. Slutspillet er en ny sæson, som er fundamentalt anderledes end grundspillet. Tavlen er visket ren for begge hold. Så man må starte på en frisk og tage tingene som de kommer," forklarer Wade Bergman.

I sidste sæson mødte Esbjerg Energy Herning Blue Fox i semifinalerne. Her sejrede vestjyderne efter en dramatisk og medrivende serie.