Rockmusical-prøver ved Ældre Sagens årsmøde
- Glæde over medlemsfremgang og nyt lokale, men indstillingen hos et flertal i kommunalbestyrelsen skuffer os, siger lokalformand Thomas Thomsen forud for årsmødet 30. marts kl. 19 i Medborgersalen
Handlingen i “RENT” udspiller sig på Manhattan blandt en gruppe livsglade kunstnere, der kæmper mod fattigdom og AIDS og er evig aktuel med sit stærke bud om tolerance og fællesskab. Den er skrevet af Jonathan Larson til minde om en af hans venner, der døde af AIDS.
6.350 medlemmer
Og mon ikke også lokalformand Thoms Thomsens årsmødeberetning for Ældre Sagen i Hvidovre kommer til at handle om fællesskab - blot blandt ældre? Flere er kommet med i fællesskabet hos Ældre Sagen i Hvidovre, idet medlemstallet ved udgangen af 2015 var 6.350, og det glæder selvsagt lokalformanden. Rigtig glad er Thomas Thomsen også over, at drømmen om et nyt og tidssvarende lokale nu er blevet opfyldt med lejemålet i Hvidovre C, som har givet albuerum til de mange frivillige hjælpere og åbnet mulighed for nye aktiviteter. Meget tilfreds er Thomas Thomsen også over den måde, som landsforeningen Ældre Sagen og de enkelte lokalforeninger samarbejder på for at løse opgaver for ældre medborgere bedst muligt.
Kommunal uvilje
Men fællesskabsfølelsen mellem et flertal i kommunalbestyrelsen og Ældre Sagen om en reel vilje til at sikre Ældre Sagen lokaler - eller til et yde støtte til husleje - er Thomas Thomsen skuffet over med henvisning til behandlingen af Ældre Sagens ansøgninger i diverse udvalg og i kommunalbestyrelsen i 2015. Derfor vil vi naturligvis stadig banke på døren til Hvidovre Rådhus, fastslår Thomas Thomsen. Ældre Sagens årsmøde byder også på en orientering om det vigtige arbejde med ældre- og socialpolitik, ligesom der redegøres for regnskabet for 2015. Der er også valg til lokalbestyrelsen, og her har Birger Olsen efter mange års engageret virke meddelt, at han ønsker sig afløst. Ved årsmødet, hvortil du skal huske at medbringe gyldigt medlemsbevis, vil der i en indlagt pause blive serveret sandwichboller og en øl eller vand.