Krolfklub ramt af hærværk - igen
Ukendte personer har begået hærværk mod Vester Sottrup Krolfklub
Mikkel Hansen
Der blev i nat begået hærværk mod Vester Sottrup Krolfklubs bane på Legbjergvej 8 i Vester Sottrup.
Det oplyser klubben selv til Lokalavisen.
Flere dyrefigurer af sten og træ ved banen er blevet ødelagt.
"Det er tredje gang på kort tid, at vores bane bliver udsat for hærværk," fortæller Astrid Fangel fra krolfklubben og fortsætter:
"Vi er meget kede af det. Figurerne er ikke engang vores egne. De er udlånt af en lokal kunstner. Det er ærgerligt, at man ikke kan have sine ting i fred."
Hærværket er meldt til politiet, og krolfklubben håber, at vidner vil henvende sig til politiet med oplysninger.