Fem fede ting at lave på Stige Ø
Lokalavisen Odense gik en tur sammen med naturvejleder Rikke Molin fra Odense Kommune for at høre om de spændende ting, man kan tage sig til i den kommende varmere tid
Mountainbike-kørsel
“Her er frit slag til at benytte området. Det er rigtig populært, og man kan virkelig få fart på nogle steder,” siger Rikke Molin.
Der er masser af forskellige off road-ruter, som mountainbikerne selv har lavet, og derudover er der en decideret dirtjump-bane, som ses på billedet.
Den er for de mere øvede, mens der en rute på 3,5 kilometer, som er markeret med skilte.
Der er mange lumske huller i terrænet, så kommunen har lagt traller ud, som kørerne selv kan lægge rundt omkring.
Overnat i shelters
Flere steder rundt på øen er der shelters og bålpladser, hvor der virkelig kan frilufthygges.
“De er meget populære og bliver brugt i stor stil. Det er også dén mulighed, der er for overnatning, for det er ikke tilladt andre steder, fordi det gamle affald kan danne gas i undergrunden og sive op,” siger Rikke Molin.
Vil man være sikker på, at der er plads i de små, åbne træhytter, så er det en god idé at booke i forvejen på ksj@odense.dk.
Det er gratis. Om sommeren har kommunen lagt brænde ud til bålpladserne.
Freestylebasen
Her kan både børn og voksne prøve sine klatreevner af på nogle skulpturer, som billedkunstner og skulptør Jens Munk Clemmensen i samarbejde med arkitekt og designer Mikkel Mølgaard Frandsen Rugaard har skabt.
“Det benyttes også af garvede klatrere, som gør sig i såkaldt boulderklatring,” fortæller Rikke Molin.
Legebasen
På Legebasen, der befinder sig tæt på parkeringspladsen ved iskiosken, kan de små poder boltre sig på en arkitektdesignet legeplads på toppen af en skøn bakke med en smuk udsigt.
Her er betonkupler, træklodser og gule 'klatrepenne, som børnene kan lege på, og så er det hele indrettet således, at vand fra en række vandhaner ledes ned i midten, hvor de kan lege med vådt strandsand.
Lige ved siden af kan de lære mere om Stige Ø og den gas, der er i undergrunden, som eksemplificeres ved at de kan trykke på en knap, så en stor flamme kommer op af en fire meter høj gasfakkel.
Gå en tur
Ja, så simpelt kan det også gøres.
Det er en oplevelse ud over det sædvanlige at gå en tur i de naturskønne omgivelser.
Der er vand til næsten alle sider og en flot udsigt over den inderste del af Odense Fjord.
Der er stier og asfalterede veje at gå på, og asfalteringen er meget populær blandt cyklister og rulleskøjteløbere.