"Vi går efter rekorden - og bronzen"
"Selvfølgelig er vi skuffede lige nu, men vi er klar til weekendens bronzekampe," lover SønderjyskE-direktør
Der er nu kommet spilletidspunkter på bronzekampene mod Frederikshavn White Hawks, der har hjemmebane i det første opgør. Fredag kl. 19.00 tager vendelboerne imod SønderjyskE i Scanel Hockey Arena, og returkampen spilles søndag kl. 15.00 i SE Arena, hvor den samlede vinder af de to kampe får overrakt bronzemedaljer.
Sådan skriver SønderjyskE på sin hjememside, hvor direktør Klaus B. Rasmussen også udtaler sig:
"Vi er selvfølgelig skuffede lige nu, men vi går hårdt efter bronzemedaljerne og efter at skrive historie ved at vinde en medalje for 11 år i træk. Det vil være en tangering af rekorden sat af Esbjerg tilbage i 1973 og meget stort, hvis det lykkes," siger adm. direktør Klaus B. Rasmussen.