SønderjyskE sunday
Hvis alt flasker sig vil søndag den 3. april 2016 markere sig i de SønderjyskE historiebøger
I USA har de "Super Tuesday", "Super Sunday" og "NBA Sunday". Og i dag har vi "SønderjyskE Sunday" - især hvis det går som alle med lyseblåt blod i årerne håber.
Indenfor 30 minutter begynder to kampe, som har stor betydning for hvorledes sæsonen former sig for de lyseblå. Hvis fodbolddrengene vinder i Parken, genvinder de ikke blot andenpladsen i Alka Superliga, men også et fodbold-Danmarks endelige respekt. Det er eksamensopgaven i en fantastisk sæson. Aldrig nogensinde har SønderjyskE vundet over FCK i en ligakamp - men aldrig nogensinde har SønderjyskE været så stærke som nu. Det bliver en gyser, og den begynder klokken 16.00.
Og 30 minutter senere - klokken 16.30 - kastes første puck i semifinaleseriens kamp seks. Det sker i Granly Hockey Arena i Esbjerg. Alt kan ske! De to hold er på samme tid kvæstede af det hårde program og pumpet op på adrenalin. Der skal både fysik, engagement, disciplin og overblik til at vinde. Kun én ting er sikker: Det bliver også et gys!
De SønderjyskE planer for i dag er lagt af de to masterminds, Jakob Michelsen og Dan Ceman. Om få timer afsløres det om SønderjyskE kan løse opgaven og gøre søndag den 3. april til "SønderjyskE Sunday".