Ny massageklinik åbner midt på gågaden
Allan Hvergel og partneren Suwapee åbner tirsdag den 29. marts op for deres massageklinik i Vejle, men allerede lørdag den 26. marts holder de åbent hus for alle interesserede.
Klinikken hedder Siam Thai Massage og kommer til at tilbyde blandt andet thai massage, fodmassage, ansigtbehandling og massage til gravide.
“Vi har selvfølgelig både single- og dobbeltrum. Men derudover har vi store rum, så der er plads til at hele familien kan få massage samtidig og i samme rum,” siger chef Allan Hvergel.
Startede for 8 år siden
Siam Thai Massage startede deres første klinik for otte år siden i Ikast. Siden er det gået stærkt og med åbningen i Vejle, har de nu tre klinikker i Jylland. I Holstebro, Herning og Vejle.
“Vi havde egentlig ledt i Viborg, men det lykkedes ikke. I Vejle går husleje og beliggenhed op i en større enhed,” siger Allan Hvergel og fortsætter:
“Vi har store forventninger til, at det kommer til at gå godt. Vi har kunder i Herning, der tager turen fra Vejle for at få massage hos os, så vi ved, at kunderne er der. Vi tilbyder kvalitet, og det kommer kunderne for,” siger han.
Siam Thai Massage kommer til at have åbent alle dage på nær søndag i de nye lokaler på Torvegade 17.