Fortsæt til indhold

Herfra til mælkevejen

Arkiv
Arkiv

Fascinationen for rummet

Vi er stadig lige så fascinerede af rummet, som vi altid har været. I takt med at menneskets viden er blevet større, har vi sideløbende undret os over de verdener, der omgiver os. Samtidig har vi svært ved at løse alle mysterierne, selv om vores hjerne er ret så exceptionel. Alene rummets afstande og størrelsesforhold er nok til at slå os helt ud! Men alle spørgsmålene er blot med til at øge interessen, som lige nu er ekstra stor, efter at en dansk astronaut har været sendt ud i rummet.

For stjerneglade børn og voksne

Bibliotekerne i Hvidovre er derfor gået sammen om et særligt tema i april måned, hvor flere af disse spørgsmål bliver belyst. Der er tale om sjove arrangementer, udstillinger og workshops for både børn og voksne. På Avedøre kan man opleve udstillingen “Mod stjernerne” i hele april og være kreative i Værkstedet samme måned. På Hovedbiblioteket kan man tirsdag den 5. april høre et spændende foredrag om Albert Einsteins relativitetsteori og begreber såsom tid og rum. Hovedbibliotekets børnelånere kan også deltage i to kreative temaworkshops med fokus på stjerner og planeter og opleve en spændende udstilling om det emne. Temamåneden ved navn “Herfra til mælkevejen” slutter af med Forskningens Døgn på Avedøre Bibliotek onsdag den 27. april, hvor astrofysikeren Peter Laursen fortæller om “Galakser - universets byggesten”. Så kig forbi Hovedbiblioteket eller Avedøre Bibliotek i april, hvis du gerne vil se sol, måner og stjerner! Du kan finde alle datoer og tidspunkter i bibliotekernes arrangementsprogram.