Fortsæt til indhold

Foråret bydes velkommen med børnedyrskue og loppemarked

Arkiv
Arkiv

Traditionen tro inviterer Land & Fritid til stor forårsdag den 2. april. I år byder butikken på Mjølsvej på både børnedyrskue og loppemarked.

I Land og Fritids butik er der fuldt sving i forårsforberedelserne. Butikschef og koordinator Lenette Ingvorsen lægger sammen med kollegerne kræfterne i for at være klar til årets store åbent-hus-arrangement den 2. april. I denne uge er det sidste frist for tilmeldinger til såvel loppemarked som børnedyrskue.

”Vi har allerede fået en del tilmeldinger fra folk, der gerne vil have en stand på loppemarkedet. Og vi er jo lidt dyretossede herude, så har vi valgt at give lidt ekstra plads til børn, der gerne vil udstille på vores børnedyrskue”, siger Lenette Ingvorsen.
Børnedyrskuet byder på mange forskellige mindre dyr, og de unge udstillere kan glæde sig over, at der er præmier til alle tilmeldte.
”Selvom dyrskuer traditionelt er noget med vindere og tabere, har vi lagt vægt på at skabe en hyggelig dag, hvor der også skal være plads til de mindste. For os handler det meget om at bakke op om børnenes sunde interesse og give dem gode fif til pasning og pleje af deres dyr”.
Alle børn med mindre dyr er velkomne, når blot de er tilmeldt. Fristen for tilmelding til både børnedyrskue og loppemarked er den 26. marts.
Land og Fritid slår dørene op for arrangementet allerede kl. 9, hvor der også tændes op i grillen. Hele dagen er der godbider til dyrene og grillpølser til både børn og voksne.