Skoleelever undersøger deres egne hjerner
Skoleelever fra Hvidovre skal i de kommende to uger undersøge deres egne og hinandens hjerner og give deres bud på, hvordan man bedst gearer hjernen til fremtiden
To og to skal eleverne i alderen 10-12 år løse opgaver på en smartphone eller en tablet og med øvelser undersøge deres egen og hinandens hjerneaktivitet, sanser og reaktioner. De skal også forholde sig til, om vi kommer til at bruge hjernen helt anderledes de næste 25 år, end vi gør i dag, og kan medvirke i en landsdækkende konkurrence. Det hele foregår på udvalgte dage på Hvidovre Hovedbibliotek, der stiller lokaler og børnebibliotekar til rådighed.
Afprøves for første gang
Skoleprogrammet er et nyt initiativ, som bliver afprøvet for første gang i år. Det er udviklet af den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn, som afvikles hvert år i uge 17, i et samarbejde med Danske Folkebibliotekers digitale site for større børn, Biblo.dk, samt Skoletjenesten SCIENCE og SUND ved Københavns Universitet. Uddannelses- og Forskningsministeriet står bag Forskningens Døgn. Uddannelses - og forskningsminister Ulla Tørnæs udtaler: - Undervisningsforløbet om nervesystemet og hjernen er et spændende forløb, som tager udgangspunkt i elevernes egen hverdag. Børn og unges interesse for natur og teknologi skal tændes og udvikles tidligt, og jeg håber, programmet vil give eleverne nye redskaber til at udforske naturvidenskaben og lære nyt. Som en ekstra krølle på skoleeksperimentet får de nominerede klasser mulighed for at vise deres kreativitet og formidlingsevner i en festlig, national finale, som foregår på Roskilde Bibliotek onsdag den 27. april under Forskningens Døgn. De elever, der vælger at stille op i konkurrencen, kan vinde biograf- og gufbilletter til hele klassen. Eleverne kan stille op med fx en video eller andet digitalt materiale over temaet “Vores hjerne i fremtiden”. Kun de bedste 10 indsendte projekter går videre til finalen, hvorefter en dommerjury med blandt andre en hjerneforsker, vil kåre en vinder blandt de nominerede på dagen.