Genbrug rykker og nytter
Flasker, glas, pap, papir, batterier, metaldåser, elektronik: Listen er lang, når det kommer de typer af affald, som Kolding Kommune sender til genanvendelse. Men myten om, at sorteret og genbrugeligt affald bliver brændt, lever i bedste velgående.
”Vi har spurgt borgerne, hvad de tror, der sker med det affald, de sorterer. 30 procent svarer, at vi brænder det af og 20 procent ved ikke, hvad der sker. Med andre ord: Vi skal blive bedre til at formidle, at sorteret genbrugeligt affald; det sender vi så vidt muligt til genanvendelse”, fortæller Anders Poulsen, kommunikationskonsulent i Koldings affaldsafdeling, i en pressemeddelelse.
Derfor kan man, hvis man kigger forbi Akseltorv klokken 17.00 mandag den 25. april, opleve en mini-genbrugsplads, som Koldings affaldsafdeling har bygget i dagen anledning. Her vil de vise, hvordan genbrug både rykker og nytter - og giver man en hånd med at sortere affald, får man en kop kaffe fra kaffeknallerten som tak.
Formanden for Teknikudvalget, Knud Erik Langhoff, er også tilstede den 25. april og klar til at aflive et par sejlivede myter om affald.