Ballade på Gl. Vardevej efter EfB-nederlag
Politiet noterede tyve personer mandag aften efter fodboldkamp
Det kan være svært at bevare det gode humør, når yndlingsholdet oplever modgang. Det blev endnu engang tydeligt, da EfB mandag aften tog imod FC Midtjylland på Blue Water Arena på Gl. Vardevej.
Hjemmeholdet måtte forlade banen efter de 90 minutter med et nederlag på 0-2 - og det var ikke populært. Efter kampen noterede politiet hele 20 personer - langt de fleste lokale - i forbindelse med, at der blev forsøgt at piske en stemning op udenfor stadion.
Ifølge politiet forsøgte forskellige grupperinger at opildne til ballade ved at råbe slagord, men betjentene fik stille og roligt opløst grupperingerne og fik - med egne ord - fortalt de involverede, hvad der er rigtigt og forkert.
Den præventive indsats fra politiets side gjorde, at det ikke blev nødvendigt at skride til anholdelser.