Kendt fitnesskæde lukker sin afdeling i Vejle
Fitnessdk i Vejle lukker.
"Torsdag den 14. april er sidste dag, hvor medlemmer i Fitnessdk Vejle kan træne i centret på Sønderbrogade 35, da centret lukker," oplyser Fitnessdk.
Medarbejderne i Vejle blev orienteret ved et internt møde mandag den 4. april. Efterfølgende blev medlemmerne også orienteret herom via e-mail.
Nuværende medlemmer er blevet tilbudt at få deres medlemskab flyttet over til Lido Fitness på Dæmningen.
Her ser indehaver Peter Larsen frem til at tage imod de medlemmer, som har lyst til at fortsætte i hans center.
"Lido Fitness og Fitnessdk ligger rent konceptmæssigt rigtig tæt op ad hinanden. Vi har blandt andet bemanding i hele åbningstiden og mange hold" siger Peter Larsen, der håber, at medlemmerne fra Fitnessdk vil flytte over til Lido Fitness.
Han er ked af, at en af kollegerne nu bliver nødt til at lukke, men han mener, at det var forventeligt, at et af byens centre måtte dreje nøglen om.
"Vi har i branchen ventet på det her i flere år, for der har simpelthen været for mange aktører i Vejle."
Fitnessdk har over 40 centre fordelt på Sjælland, Fyn og Jylland.
Lukningen af Fitnessdk i Vejle sker ud fra den i årsregnskabet udmeldte strategi om, at Fitnessdk vil lukke urentable centre for i stedet at åbne andre steder, hvor Fitnessdk i højere grad kan levere en attraktiv træningsoplevelse.
Fitnessdk åbner derfor løbende nye centre, og har i februar 2016 åbnet et nyt center i Nærum nord for København.
Derudover vil der i løbet af 2016 åbne yderligere centre i blandt andet Hørsholm, Søborg, Viby i Aarhus og Aalborg.