Fortsæt til indhold

Kommunens fejl - naboerne fik regningen!

De tre sagesløse naboer til byggeriet kan ikke få dækket deres udgifter til den advokat, der spillede en afgørende rolle i at få standset det ulovlige byggeri - Hvidovre Avis lancerer nu en indsamling der skal dække naboernes advokatregninger

Arkiv
Arkiv

Den eklatante fejl, der blev begået i kommunens Plan- og Miljøafdeling, kom til at koste Hvidovres borgere over ti millioner kr. i erstatning til bygherren. Kommunen udbetalte hurtigt erstatningen og fik således “lukket” sagen. Men de tre nabofamilier til det ulovlige byggeri endte med at stå tilbage med en advokatregning på lidt over 60.000 kr. Den ulovlige bygning er revet ned. Nedrivningen blev betalt af Hvidovres skatteborgere - og det blev den, fordi kommunen ved en “fejl” gav en helt igennem ulovlig byggetilladelse. Byggeskandalen kostede på den forkerte side af 10 mio. kr. og den har kostet en medarbejder og kommunens planchef deres stillinger. Men en intern redegørelse pegede på, at alle fastsatte sagsbehandlingsprocedurer i byggesagsteamet blev overholdt. Redegørelsen forklarede ikke hvorfor og hvordan fejlen kunne ske. Redegørelsen var en tynd kop te - men et politisk flertal valgte, at lade den være sidste punktum i sagen.

Uklædeligt og urimeligt

Der er mange offentligt kendte elementer i sagen: En tidligere ansat i kommunens Plan- og Miljøafdeling søgte på en bygherres vegne om tilladelse til opførelse af et stort byggeri. Ansøgningen blev behandlet af to tidligere kolleger til ansøgeren. Byggesagen blev lynhurtigt behandlet og byggeriet på rekordtid placeret ulovligt og fejlagtigt på grunden. Byggeriet og fejlen blev - midt på sommeren sidste år - naturligvis opdaget af naboerne til det enorme byggeri. Med hjælp fra en advokat fik de standset byggeriet. Den pæne udlægning af byggesagen er, at der er begået fejl - store fejl. Fejlene blev dog med garanti ikke begået af naboerne til det ulovlige byggeri. Men de stod tilbage med betydelige advokathonorarer. De helt igennem uskyldige naboer blev efterladt med advokatregninger, som kun skyldes og kun er forårsaget af kommunens ansvarspådragende fejl og forsømmelser. Det fremstår for de fleste af Hvidovres borgere som uklædeligt og urimeligt at en dansk kommune - der har overtrådt al relevant lovgivning - ikke kan holde sine borgere skadesløse. Hvidovre Avis har tidligere lovet at arrangere en indsamling, der kan dække de uskyldige naboers udgifter til deres advokatsalærer, hvis ikke man fra kommunens side fandt en løsning på denne del af sagen. Og dette løfte holder avisen naturligvis. oas@hvidovreavis.dk Se side 8 i 1. sektion