Roligt årsmøde i Ældre Sagen
Lokalbestyrelsens beretning og 2015-regnskabet - med stort forventet underskud - taget til efterretning uden bemærkninger
Det mest markante tiltag i 2015 har været Ældre Sagens initiativ med at skaffe egne lokaler ved et lejemål i Hvidovre C, og det havde de fremmødte ingen kommentarer til.
Et minus på 90.410 kr.
Initiativet har påvirket lokalforeningens regnskab for 2015 i betydelig grad i form af udgifter på over 200.000 kr. til indretning, og dertil kommer løbende huslejeudgift. Trods de store engangsudgifter er det lykkedes at begrænse lokalforeningens minusresultat til 90.410 kr., således at egenkapitalen ved udgangen af 2015 var 466.711 kr. Det resultat skyldes i høj grad, at man har fået en pæn nettoindtægt i forbindelse med medlemmernes betaling ved årets mange arrangementer. Dertil har Danske Bank i Hvidovre været en god hjælper ved at sponsorere det meste af møblementet til det nye lokale. Omkring lokalforeningens økonomi bebudede Thomas Thomsen i øvrigt, at situationen tilsiger en mere præcis budgetstyring, og dette arbejde er overdraget til det nyvalgte medlem af lokalbestyrelsen Flemming Skouboe.
Banker på rådhusdøren!
Men lokalformand Thomas Thomsen lagde ikke skjul på en utilfredshed med den beskedne kommunale opbakning, som står i grel kontrast til, hvad Ældre Sagen i andre kommuner opnår. Derfor var løftet - eller måske snarere truslen - også, at han fortsat vil banke på rådhusets dør med henblik på at få stillede egnede lokaler til rådighed, så Ældre Sagen ikke skal belastes så hårdt økonomisk. Pengene til lejede lokaler kunne finde lagt større nytte i forbindelse med det lokale omsorgsarbejde. Ud fra devisen rettidig omhu, har Ældre Sagen i øvrigt under aktiver i regnskabet hensat et større beløb øremærket til at kunne genetablere lejelokalerne ved en evt. senere fraflytning, så kommende nye medlemmer af lokalbestyrelsen ikke stilles over for et problem.
En enkelt udskiftning
Valgproceduren ved årsmødet var hurtigt overstået. Birger Olsen havde bebudet sin afgang fra lokalbestyrelsen, og i hans sted indvalgtes den hidtidige suppleant Flemming Skouboe. Margit Hansen blev genvalgt som suppleant (1), og som ny suppleant (2) valgtes Willy Faxholm, der som erhvervsaktiv bl.a. arbejdede som idrætsinspektør i Vallensbæk, men som også er et kendt ansigt i idrætskredse i Hvidovre. Ældre Sagen kan i øvrigt glæde sig over, at Lene Schmidt, der arbejder som kasserer udenfor bestyrelsen, efter en sygdomsperiode er klar til at tage fat igen.