Avisbud fandt sovende fulderik i busk
Af Lars Saugbjerg
Kolding Politi blev klokken 04.29 kaldt til Ødis ved Vamdrup. Her havde et avisbud fundet en livløs person liggende med ansigtet ned i jorden ved Stationsvej.
"Da vi kommer derned, kan vi konstatere, at den livløse person bare var en, som var faldet i søvn," lyder det fra politiet.
Vedkommende - en 53-årig lokal mand - havde været i byen.
"Han var blevet 'selskabeligt overrislet'. Da han skulle lade vandet, fandt han ind bag en bambusbusk, men han fik overbalance, og faldt ned i busken. Han valgte at lægge sig til at sove, i stedet for at gå hjem," fortæller vagthavende hos Sydøstjyllands Politi.
Politiet fik ham rejst op - og sendt hjem i seng.
"Han har nok lidt tømmermænd i dag," lyder det fra politiet.