En kontroversiel afvikling
Hvidovres volleyherrer mistede bronzemedaljerne efter ”Golden Set” og en farceagtig afslutning
Om selve kampen gjaldt det om at vinde denne sæsons bronzemedaljer, og dem tog Ishøj efter "Golden Set". Undervejs blev det rigtig spændende og medrivende, og i slutfasen en farce. Hvidovre skulle vinde kampen for at komme ud i "Golden Set", og det skete med en smal 3-2 sejr. Undervejs gik det op og ned for Hvidovremandskabet, der hev storspillet frem i perioder og lignede et usammenspillet hold, der lige havde mødt hinanden, i andre periode. Første sæt blev tabt 19-25, men Hvidovre tog revanche i 2. sæt, som blev vundet 25-21. I 3. sæt sendte Hvidovres lettiske spiller Vitalij Cinne en hammer af sted, som blev modtaget af Ishøjs libero, der måtte udgå med en håndskade. En stor svækkelse af Ishøjs polske spillere, der var tvunget til udskiftning. Ved stillingen 16-8 til Hvidovre trak Ishøj håndbremsen og slækkede på koncentrationen. Hvidovre faldt også i niveau, men vandt dog sættet 25-20. Ishøjs investering om at tage en slapper gav bonus i 4. sæt, hvor der virkelig var tændt op under spillerne. Hvidovre var slet ikke med. Det, der gik godt i 2. og 3. sæt, var ikke eksisterende, og holdet hang slet ikke sammen. Ishøj vandt 25-20, og så skulle det hele afgøres i et femte og sidste sæt til 15 point. Her begyndte kampen at udvikle sig dramatisk. Trods en god start til Ishøj udløste en dommerkendelse protester, der blev fulgt op af mere brok. Det udløste et rødt kort, der samtidig betyder, at modstanderen får et point. Hvidovre kom foran 6-5, og brokkeriet var ikke slut. Det udløste en bortvisning ved stillingen 10-8 til Hvidovre, der kørte sættet hjem og dermed matchen med cifrene 15-8.
Farceagtig
Hermed skulle der spilles "Golden Set" til 25 point, og Hvidovre bragte sig foran med 1 point. Den bortviste polske spiller var stadig udenfor Ishøjs hold. En jakkeklædt herre, der viser sig at være medlem af Unionen bestyrelse og turneringsudvalget, henvender sig til dommeren. Han var ikke en del af unionens officielle repræsentation, og som sådan privatperson. Han får audiens hos dommeren, der pludselig efter en længere pause, adskillige telefonopringninger og langt spilstop, bliver overbevist om, at den bortviste spiller alligevel gerne må spille med, da "Golden Set" efter unionens opfattelse er en ny kamp. Der startes forfra ved 0-0, og Ishøj vinder fortjent 25-18. Hvidovre havde ellers momentum og Ishøj var nede i sækken efter at have tabt 15-8 i 5. sæt, men pausen på over en halv time og tilbagekomsten af den fortabte søn, gav Ishøj et kæmpe boost, som Hvidovre ikke kunne svare tilbage på. Træner Martin Olesen: - Det er svært at definere måden, man er skuffet på. Var det måden, spillet eller omstændighederne? - Fakta er, at jeg ikke tror på, vi kunne gøre det bedre. Jeg havde ikke regnet med, at vi kunne besejre Ishøj, når jeg ser på afviklingen af den første kamp. Måden vi har trænet på og forberedelsen op til kampene har ikke været optimale. Spillemæssigt afspejler bronzekampen hele vores sæson. Vi kan i perioder spille helt fantastisk for så at falde helt sammen som hold. Der burde ikke være så store udsving i løbet af en kamp. Det er i min verden mangel på kunnen og træningsindsats... - Mit mål for sæsonen var, at vi skulle spille med om medaljer, og det kom vi i den grad til. 4. pladsen er en gentagelse af sidste sæsons resultat, og det er ikke dårligt...