Fik et knusende slag efter at have mødt kærligheden

Peter Beck tager til Kina for at besøge sin lillebror. Broderen bor lidt uden for den sydkinesiske by Nanning, der med et befolkningstal på seks millioner har flere indbyggere end Danmark. Peter er englænder med dansk statsborgerskab. Han har boet fyrre år i Danmark, taler dansk og arbejder på det tidspunkt som projektleder i ingeniørfirmaet Per Aarsleff A/S’ Hvidovreafdeling på Avedøre Holme. I ferien bor Peter dels hos sin bror og dennes familie på en gård uden for byen, dels på et hotel inde i selve Nanning. På en shoppingtur sammen med broderen og dennes kinesiske hustru besøger de en stor møbelforretning. Svigerinden kender den kvindelige indehaver, der hilser på Peter med et smil, der får Peters hjerte til at slå gnister. Det er smukke Yulian Zhao. Hun inviterer på te, som det er kutyme i Kina. Yulian overlader ekspeditionen til sine medarbejdere og kører med på de tre andres sightseeing i broderens van. - Det var der, det hele begyndte, fortæller Peter, der dengang er 68 år, mens Yulian er 55. Men vi kunne ikke kommunikere med hinanden. Hun kunne ikke engelsk, og jeg kunne ikke snakke kinesisk, men med hjælp fra min bror og svigerinde får jeg sagt til hende, at hvis hun har lyst, er hun velkommen til at besøge mig i Danmark.

Yulian kommer på besøg

Da Peters visum udløber, tager han hjem. Tre måneder senere får han en mail fra sin bror med den besked, at Yulian gerne vil besøge ham. Han siger: - Det er meget imponerende, at hun kan finde ud af det. Alene for at få et visum skal man ud på en hel dagsrejse fra Nanning til det danske konsulat, og alt er meget omstændeligt i Kina. Hun havde aldrig været uden for landets grænser og aldrig set havet, selv om den nærmeste havneby, Beihai, kun ligger 160 km væk. Og nu skal hun ud på en lang flyrejse og finde vej i tre lufthavne. Herefter besøger de hinanden flere gange. Han rejser til Kina og hun til Danmark. De rejser også på ferie sammen rundt om i Europa. I 2013 giver hun ham sit ja. Peter fortæller: - Hun overlader møbelforretningen til sin søn, pakker sin tandbørste og flytter til Danmark. De bliver viet på Hvidovre Rådhus og flytter sammen i Peters andelslejlighed i Avedøre. Det er Yulians andet ægteskab og Peters tredje. Både Peters to voksne børn og hans frakilte hustru, børnene mor, tager kærligt imod Peters nye kone. Peter var lidt betænkelig, første gang de skulle møde eks’en. Men Yulian gik over til hende, lagde armene om hende og sagde: - Hej, jeg hedder Yulian. - Hvordan kan du gøre det? spurgte Peter forbavset. - Hun er mor til dine børn. Og dine børn er mine børn. Jeg har en søn i Kina, nu har jeg tre børn og to børnebørn. De første to år lærer Yulian dansk på en sprogskole. Derefter finder de et arbejde til hende. Planen er, at Yulian skal arbejde en halv dag og den anden halve dag lære dansk i et sprogcenter. Et tilfældigt møde i en kinesisk møbelforretning har udviklet sig til en romance mellem to modne mennesker. Der tegner sig en god og lykkelig tilværelse.

Fra mand til plejer

En morgen i juli 2015 viser skæbnen sit grimme ansigt. Peter fortæller: - Vi vågnede om morgenen, og hun kunne ikke bevæge armen og benet. Vi tog til lægen, der omgående sendte os videre til Glostrup Hospital, hvor hun blev indlagt med det samme. Yulian havde fået en blodprop i hjernen og var blevet lam i højre side. Efter nogle uger med medicinsk behandling begyndte Glostrup genoptræningen og sendte os i september 2015 videre til Svendebjerghave Plejehjem, hvor hun ankom i en ambulance med sin kørestol. - Du bliver bombet tilbage. Din tilværelse er ødelagt. Man læser så meget negativt om nedskæringer, overbelægninger og alt det der. Du har et problem indvendig, hvilken rejse skal du ud på nu? Du går ind til det ukendte, du ved ikke, hvordan det er på et plejehjem eller med genoptræning. Hvor skal du vide det fra, hvis du aldrig har brugt systemet? Du står ligesom Moses ved Det Røde Hav. Du har alle bekymringerne med alt det dårlige, du hele tiden læser om i aviserne eller ser i fjernsynet. I dag er Peter og Yulian dybt taknemmelige, men de er i et følelsesmæssigt dilemma: - Ingen kan svare på spørgsmålet, hvordan går det? Hjernen er beskadiget, og du kan ikke få at vide, om du bliver rask. Det er træning, træning, træning. Det er især svært, når man som jeg er projektmand. Jeg er vant til, at når jeg starter et projekt, så ved jeg, hvornår det er afsluttet. Men med Yulian kan jeg ikke se, hvor det ender. Skal hun altid være i kørestol? Mister hun bevægelsesevnen for evigt? Ingen kan forklare noget om det, for de ved ikke alt om hjernen endnu, bemærker Peter. - Men vi får en fantastisk behandling i dagligdagen på Svendebjerghave Plejehjem og på træningscenteret i Krogstenshave. Jeg tager hatten af for de mennesker, der arbejder der. Jeg har aldrig troet, det kunne være muligt. Folk er positive, atmosfæren er positiv, alle vil gerne hjælpe. Der er mange smil, og smil er bedre end alle mulige piller. Jeg har på fornemmelsen, at Yulian er hele plejehjemmets yndling, hun smiler altid og er glad hver dag, fordi hele atmosfæren omkring hende er varm og hyggelig. Og den her energi de giver hinanden, den er fantastisk, og det påvirker hendes helbred, fordi kroppen bliver mere motiveret, kroppen siger: - Yes, we can!. Peter understreger, at der er tale om et team. Man mærker stor respekt mellem personalet indbydes, fra chefen til dem, der vasker gulv. Alt arbejde er lige nødvendigt, og alle medarbejdere er lige imødekommende. - De er multikunstnere, understreger Peter. - Det er utroligt, at de kan klare de mange forskellige former for handicap. Nogle mennesker skal hjælpes 24 timer i døgnet. Der kan for eksempel være en person, der beskæftiger én medarbejder hele tiden. Prøv at forestille dig, at der er to som min kone på en afdeling, så er det to mennesker, der er fuldtidsbeskæftiget med én person hver. Det var nok lidt lettere, da Svendebjerghave kun var et plejehjem. Nu bor der bare femten-seksten faste beboere, resten er folk til genoptræning, visiterede fra sygehuset. Begge dele kræver meget af de ansatte. Det ene øjeblik skal de holde i hånden, i det næste minut skal de skifte ble. - Det er flot, at de kan klare det, det er en cadeau til dem alle sammen, fordi de er så dedikeret til deres arbejde, siger Peter, der regner med, at Yulian snart kommer hjem. Det er de naturligvis glade for, men på den anden side ved Peter ikke, om han er klar til det. For han ved ikke, hvilke problemer de får. Men Yulian glæder sig. Hun har ikke været hjemme siden august sidste år. - Hvor meget har det tæret på dig, Peter? - Vanskeligt at sige nogen ting om, fordi … jeg ved …. selvfølgelig, jeg smiler, men nogen gange indvendig jeg græder ... men jeg har ikke mistet modet, fordi … det er en ny dag i morgen, det er en ny start hver dag, det er en ny begyndelse hver dag, man skal været motiveret, optimistisk, kigge på de lyse sider i stedet for de mørke ... - Har du nogen at snakke med om det? - Nej, nej … det behøver jeg vist ikke, men jeg har god støtte fra mine børn, slutter Peter Beck.