Sort VW Transporter efterlyses
Fire indbrud torsdag aften på Søknudevej i Ansager
Louise Ritter
Politiet i Varde leder med lys og lygte efter en ældre sort VW Transporter. Den blev torsdag aften set forlade Søknudevej i Ansager i høj fart - desværre inden nogen nåede at notere sig nummerpladen.
Efter bilens afgang fra stedet viste det sig, at hele fire ejendomme på vejen havde haft ubudne gæster, og politiet formoder, at der er en sammenhæng mellem bilen og indbruddene.
Ifølge politiet tyder noget på, at tyvene har været ganske kræsne - de er muligvis gået efter noget ganske bestemt. I hvert fald har de tilsyneladende ikke taget noget med sig fra tre af husene, mens der fra det fjerde er stjålet øl og sodavand.