Fortsæt til indhold

Koldingensisk fragtfirma støtter op om Røde Kors

Virksomheder i hele landet smider i disse uger tøjet til Røde Kors’ hjælpearbejde. Logistikfirmaet Prime Cargo fra Kolding henter gratis de utallige tons brugt tøj hos virksomhederne.

Arkiv
Arkiv

Når danske virksomheder i disse dage smider tøjet til fordel for Røde Kors hjælpearbejde i forbindelse med kampagnen Smid Tøjet Danmark, er det et logistikfirma fra Kolding, der gratis fragter tøjet videre.
Det er en kærkommen hjælp til de virksomheder, der deltager.
”Vi hjælper med at gøre kampagnen til en succes for virksomheder i hele landet, fordi de slipper for det logistiske arbejde med at hente og fragte det donerede tøj,” siger administrerende direktør i Prime Cargo, Morten Nielsen, i en pressemeddelelse og fortsætter:
”Det giver rigtig god mening for os, fordi størstedelen af vores kunder er indenfor tekstilindustrien. Derfor giver vores bidrag ekstra synlighed blandt dem. Og så deltager vi jo selv i kampagnen, da vores egne medarbejdere også smider tøjet. Det er blevet en årlig begivenhed, hvor vi har en intern konkurrence.”

Fragtede mere end 67 ton tøj

Under kampagnen sidste år hentede Prime Cargo tøj fra omkring 500 forskellige virksomheder, som tilsammen fyldte cirka 4,5 lastbiler - hvilket svarer til 67,5 ton tøj.
”Det lagde naturligvis pres på vores ressourcer, men det var og er fantastisk at være med til at bidrage til noget, som er så stor en succes. Hvis sidste år lærte os noget, så er det, at man ikke skal undervurdere, hvor meget tøj folk har liggende hjemme i skufferne,” siger Morten Nielsen med et smil.
Hos Røde Kors vækker Prime Cargos bidrag stor begejstring.
”Prime Cargos bidrag er helt essentielt for, at kampagnen bliver en succes blandt virksomhederne, så vi er utrolig taknemmelige for Prime Cargos rundhåndede bidrag. Det gør en virkelig stor forskel,” siger Birgitte Breving Christoffersen, kampagneleder for "Smid Tøjet Danmark" hos Røde Kors.