Fortsæt til indhold

Bo-To Ejendomme overtager hele Vejle Midtpunkt

Arkiv
jh

Det lokale ejendomsselskab Bo-To Ejendomme har købt den sidste portefølje af ejendommene i Vejle Midtpunkt af BOAX til overtagelse 1. juli.
Hermed ejer Bo-To Ejendomme hele Vejle Midtpunkt.
Bo-To Ejendomme overtog i januar 2016 flere ejendomme i Vejle Midtpunkt, nu køber det vejlebaserede selskab de resterende ejendomme ud af ejendomsselskabet BOAX.
”Vi har jo allerede gjort os gode erfaringer med Vejle Midtpunkt, og derfor gik vi ind i forhandlingerne om en overtagelse af de resterende ejendomme,” fortæller Tomas Kjær Andersen, ejer af Bo-To ejendomme, i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om de bygninger, der ligger længst væk fra gågaden, der i dag rummer bl.a. Ølstuen, Fabrikanterne, Lundgren Reklamebureau, Frisør By Oxholm, Smørebrættet og Café La Loca.
”Vejle er en god handelsby med en rigtig god bymidte. Befolkningsmæssigt er den helt klart stor nok til at have et område som Midtpunktet, hvor der er specialbutikker, cafeer og restauranter. Det er godt at være specialbutik, når man ligger dedikeret gade, hvor gennemstrømningen af mennesker er høj. Den udfordring er løst her i Midtpunktet, som allerede er forankret i vejlensernes bevidsthed, når de er ude at shoppe. Det er lykkedes BOAX at skabe et godt mix af beboelse og interessante restauranter og specialforretninger, hvilket gør det til en god oplevelse for de besøgende at komme i Midtpunktet. Det store arbejde BOAX har lagt i udviklingen af Vejle Midtpunkt, vil vi selvfølgelig forsøge at fastholde og fortsætte, så latinerstemningen fastholdes i området. Der er truffet nogle helt bevidste valg omkring sammensætningen af forretninger i området, og den kurs som findes i dag, har vi tænkt os at fortsætte. Vi tror på, at Vejle Midtpunkt fortsat vil udvikle sig og blive endnu mere attraktivt for butiksejere, samt et sted hvor man nødvendigvis lige må en tur igennem, når man er på shoppingtur i Vejle,” forklarer Bo Svenningsen, ejer af Bo-To Ejendomme.