Fortsæt til indhold

Energy forbereder sig til finalekampene

Arkiv
Arkiv

Med en 4-1 sejr i den afgørende kamp syv i semifinaleserien mellem SønderjyskE og Esbjerg Energy tirsdag aften i SE Arena i Vojens sikrede esbjergenserne sig en plads i finaleserien.
Sejren betød, at vestjyderne nåede den afgørende fjerde sejr i serien og dermed er de forsvarende danske mestre fra SønderjyskE forvist til bronzekampene.

"Det er kæmpe stort. Vi er superglade og stolte over serien. Vi ved også, at vi har arbejde foran os, men lige nu er glade og vi nyder det," fortalte målscorer til 1-0 Esben Nielsen efter sejren.
"Da vi sidste sæson kvalificerede os til finalen var det lidt noget andet. Omgivelserne troede ikke ret meget på os sidste år og for mange var det overraskende, at vi nåede hele vejen til finalen. I år har vi gennem hele året været en del af Metal Ligaens top, men at slå SønderjyskE i en kamp syv i Vojens. Det, synes jeg viser, hvad det er for et hold, vi har," siger den 29-årige Energy-forward.

Esbjerg vandt 6-4 i kamp et i Vojens, 5-4 efter overtid i kamp to hjemme i Granly Hockey Arena, 4-3 efter overtid hjemme i kamp fire og endelig 4-1 i kamp syv ude.
SønderjyskE vandt hjemme kamp 3 med 4-1, kamp fem blev vundet i Vojens med 2-1 og kamp seks i Esbjerg med 1-0.

"Jeg synes spillerne har vist en rigtig stærk vilje. De ville ikke tabe og jeg kunne ikke være mere stolt af dem," roste cheftræner Mark Pederson efter kampen.
"Jeg synes, vi blokerede rigtigt mange skud, ikke mindst i tredje periode. Vi holdt game-planen, vi profiterede af vore chancer og så lykkedes det. For mig personligt, var tredje gang lykkens gang. I mine to første år trak Sønderjyske det længste strå mod os i slutspillet. I det første år tabte vi 4-1 til dem i kvartfinalerne. Sidste år tabte vi finaleserien mod SønderjyskE, så set fra det synspunkt var det rart at vinde," smiler den 48-årige canadier og fortsætter:
"For spillerne, som har været her et stykke tid, for fansene og for omgivelserne, tror jeg også, at det betyder noget særligt. Sønderjyske har domineret ligaen igennem flere år. Nu spiller vi finale, og det betyder noget særligt."
Den første finalekamp spilles mod Herning Blue Fox i Granly Hockey Arena førstkommende fredag klokken 20.00.

"Kan det blive meget større? At spille mod SønderjyskE og Herning. Det gjorde vi også sidste år, bare i omvendt rækkefølge. Esbjerg mod Herning i en finale. Det bliver kæmpe stort og det ser vi frem til," siger Esben Nielsen.

"Ja, det kræver en hurtig omstilling. Begge serier "gik i syv kampe". Så nu skal vi i trænerstaben evaluere. Drengene får lidt hvile og så skal vi arbejde der ud fra," siger Mark Pederson.