Radikalt borgermøde skal samle lokale ideer
Radikale Venstre inviterer til et åbent borgermøde i Odense, hvor partiet lytter til interesserede borgere, der ønsker at byde ind med holdninger og erfaringer i debatten om flygtninge
I aften fra klokken 19-21.30 kan man på Slagteriet på Rugårdsvej 5 give sit besyv med i forhold til flygtninge- og indvandrerdebatten.
Det skriver Radikale Venstre i en pressemeddelelse.
Partiets udlændinge- og retsordfører, Sofie Carsten Nielsen, er en af talerne på borgermødet, og hun ser frem til at få lokale idéer på dagsordenen, som hun kan tage med i arbejdet i Folketingssalen.
”Målet med et åbent borgermøde er at finde løsninger og inspirere hinanden. Det her er en opgave, vi skal løse i fællesskab, og det er hævet over partipolitik. Jeg glæder mig rigtig meget til at høre, hvilke løsninger I har på Fyn og tage det med i overvejelserne i arbejdet på Christiansborg,” siger Sofie Carsten Nielsen og fortsætter:
”Jeg tror på, at en stor del af løsningen allerede findes ude i lokalsamfundene. Derfor prøver jeg og resten af Radikale Venstre at finde frem til de bedste løsninger ude i Danmark, så hele landet kan drage nytte af gode, lokale erfaringer. For det er mennesker som os selv, der skal have en tilværelse i vores samfund til at fungere”.
Med til at debattere er Odenses egen børn- og ungerådkvinde Susanne Crawley Larsen, Lamija Cømert-Hodzic fra Integration Odense Kommune, Camilla Hersom, som er folketingskandidat for Radikale Venstre på Fyn samt repræsentanter for Røde Kors, UNICEF og Venligboerne.
Derudover er interesserede borgere meget velkomne til at lufte deres erfaringer og meninger med flygtninge i deres lokalområde.