Fortsæt til indhold

Kokkeelever gentager gourmet-succes

Arkiv
Arkiv

På torsdag gentager kokke- og tjenerelever fra Hansenberg succesen fra efteråret, hvor de tilberedte og efterfølgende serverede et gourmet-måltid for beboerne på plejecentret Bertram Knudsens Have.
Eleverne deles ind i 6 hold, der hver får ansvaret for et køkken og servering af mad til 25 ældre beboere og medarbejdere på plejecentret.
Menuen skal eleverne selv udtænke og kreere ud fra en hemmelig kurv med forskellige slags fjerkræ og sæsonens råvarer. Som afslutning serveres en desserttallerken med sprøde, søde og syrlige elementer, fx frugt, is og kage efter eget valg.
Ifølge faglærer Flemming Trier fra kokkeuddannelsen på Hansenberg får eleverne værdifuld erfaring ved at omdanne plejehjemmet til restaurant.
"Det handler om mere end bare mad. Det handler om mennesker. Eleverne møder gæsterne der, hvor de er. Er vi i stand til at give beboerne en lækker oplevelse, de husker på deres ældre dage, er alle vores forhåbninger indfriet," siger Flemming Trier.
Gourmetrestauranten åbner på Bertram Knudsens Have på torsdag den 21. april klokken 11.30.