Fortsæt til indhold

Det Faglige Hus styrker ledelsen

37-årige Mikkel Jørgensen er efter blot 2 år som a-kassechef udnævnt til direktør for Det Faglige Hus A-kasse. Samtidig bliver direktør Brian Elsted Hansen udnævnt til adm. direktør

Arkiv
Arkiv

Hovedbestyrelserne i fagforeninger og a-kasse i Det Faglige Hus har besluttet at styrke direktionen, og dermed fortsætter man det seneste års proces med at adskille den politiske og den organisatoriske ledelse.
Ændringerne betyder, at 37-årige Mikkel Jørgensen efter blot to år som a-kasse chef er udnævnt til direktør med ansvar for a-kassen. Det Faglige Hus A-kasse har 200 medarbejdere beskæftiget i hovedkontoret i Esbjerg samt afdelinger i Aalborg, Aarhus, Herning, Kolding, Odense, Ringsted, Hillerød og København.
Mikkel Jørgensen blev cand. jur. fra Aarhus Universitet i 2005. Han blev umiddelbart herefter ansat som sagsbehandler i ydelsesafdelingen i Det Faglige Hus - A-kasse i Esbjerg. Siden har han konstant taget imod nye udfordringer som driftsansvarlig og driftschef i a-kassen og som afdelingsleder og souschef i a-kassens juridiske afdeling. 1. april 2014 blev han udnævnt som a-kassechef.
"Som jeg tidligere har sagt, kommer man ikke til tops i vores organisation ved at råbe højest på en generalforsamling, men ved flid og dygtighed, og Mikkel får nu en titel, der matcher cheferne i de øvrige a-kasser, som han allerede sparrer med i dag. Han begyndte som sagsbehandler, så han kender sit fagområde, og han har via kontakten til a-kassens medlemmer en grundlæggende og vigtig forståelse for at servicere vores medlemmer," siger landsformand i Det Faglige Hus, Johnny Nim.
Mikkel Jørgensens udnævnelse sker med virkning fra 1. april, hvor direktør Brian Elsted Hansen, 46, samtidig udnævnes til administrerende direktør. Brian Elsted Hansen står sammen med landsformand for det overordnede ansvar for driften af Det Faglige Hus.
"Ændringerne i Det Faglige Hus er en naturlig konsekvens af det generationsskifte, som jo kommer på et eller andet tidspunkt. Dette vil samtidig føre til en tydeligere adskillelse af den politiske og den organisatoriske ledelse end hidtil, hvor jeg har været både landsformand og forretningsfører. Med 112.000 medlemmer og fortsat vækst er det vigtigt at sikre, at Det Faglige Hus også i fremtiden er gennemprofessionaliseret på alle niveauer," siger Johnny Nim.