Ny støjvold åbner store muligheder for motorsporten i Esbjerg
Esbjerg Motorsport får helt nye muligheder for både løb og nye medlemmer, efter at Kultur og Fritidsudvalget har sagt ja til etableringen af en ny, stor støjvold
Selv om temperaturen ikke er særlig høj, så er stemningen til gengæld helt i top, da Lokalavisen Esbjergs udsendte en ganske tidlig morgen møder udvalgsformand Jakob Lose og Søren Pedersen, bestyrelsesmedlem i Esbjerg Motorsport Auto, på anlægget ved Korskroen.
Anledningen er, at Kultur og Fritidsudvalget netop har nikket ja til etableringen af en ny støjvold ved Korskro Motorsportscenter, og det giver Esbjerg Motorsport Auto helt nye muligheder for at udvide aktiviteterne.
"Med denne vold kan vi udvide løbsformerne med både rallycross, legend cars og cross kart, hvor vi i dag kun kan køre folkeræs. Det betyder samtidig også, at vi har fået en unik mulighed for at få nye medlemmer. Faktisk kan vi nu tiltrække kørere helt ned til syv-års alderen," fortæller Søren Pedersen, der selv er tidligere dansk mester i folkeræs.
Koster godt tre mio. kr.
Den nye støjvold er et længere næret ønske for Esbjerg Motorsport Auto, men det er først nu, at muligheden er her.
Det sker som et led i miljøgodkendelsen fra 2014, og støjvolden kommer til at blive placeret på den del af arealet, der vender ud mod Tingvejen og området ved tankstationen. Sagen er nu sendt videre til byrådet, der har den på dagsordenen i maj.
"Støjvolden forventes at koste cirka 3.250.000 kroner, men det er penge, som vi selv har sparet sammen i udvalget, så det skal ikke gennem budgetforhandlinger i byrådet," fortæller Jakob Lose, formand for Kultur og Fritidsudvalget.
Han er glad for, at man fra kommunalt hold nu kan opfylde de behov, som Esbjerg Motorsport Auto har for sine aktiviteter:
"For at overholde støjgrænserne i miljøgodkendelsen har det indtil nu været nødvendigt at sætte grænser for, hvilke typer af løb bilbanen bliver brugt til, men med støjvolden åbner der sig helt nye muligheder for et bredere udvalg af aktiviteter. Samtidig kan vi anvende allerede eksisterende jord fra banen, som blot skal flyttes. Det betyder, at vi sparer en del penge, men endnu bedre er det faktisk, at det betyder en langt bedre tilskueroplevelse, fordi overblikket over banen bliver markant forbedret. Det er vist det, man kalder en win-win situation," smiler udvalgsformanden.
Tyskere vil køre i Esbjerg
På denne råkolde morgen er Jakob Loses ord sød musik i Søren Pedersens ører, og selv om han godt kunne drømme sig tilbage til dagene med 40.000 tilskuere på Korskroen, så er han også realistisk.
"De tider er nok forbi, men ikke desto mindre kan det her skabe en helt ny æra for os. Den nye støjvold giver godt nok ikke tilladelse til flere løbsdage, men vi kan som sagt udvide løbsformerne, ligesom vi vil kan afholde alle former for offroadløb. Faktisk har vi allerede fået forespørgsler på store mesterskaber og stævner fra blandt andet Tyskland," siger Søren Pedersen, der sammen med resten af bestyrelsen roser Esbjerg Kommune for at satse på motorsporten i Esbjerg.
Det kvitterer Jacob Lose naturligvis for, men forklarer, at det er der faktisk flere grunde til:
"Korskro Motorsportscenter er jo et stærkt kort for idrætslivet og med til at sætte Esbjerg Kommune på landkortet. Vi vil gerne markere os som et sted med gode forhold for idrætslivet både på bredde- og eliteniveau, og derfor prioriterer vi også fra kommunal side at bakke op om udviklingen af motorsportscentret," siger han.
Efter den politiske godkendelse går udbudsprocessen i gang, og afhængig af den vindende leverandørs tidsplan er det håbet, at projektet kan blive gennemført i løbet af sommeren.