Fortsæt til indhold

Nyt medlem af bestyrelsen på Koldinghus

Arkiv
Arkiv

Koldinghus har udvidet sin museumsbestyrelse med et nyt medlem. Det drejer sig om 55-årige Jens Wittrup Willumsen fra Vedbæk i Nordsjælland, gift med den kendte modeskaber og tekstildesigner Charlotte Sparre, som allerede er en garvet bestyrelsesmand med adskillige bestyrelsespladser og formandsposter på visitkortet. Blandt andet som bestyrelsesformand for Mediehuset Ingeniøren, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, flyselskabet Air Greenland og som næstformand i Billund Airport. Jens Wittrup Willumsen er tillige formand for bestyrelsen bag IndexAward - virksomheden bag verdens største og mest betydningsfulde designpris.
At bestyrelsen for Koldinghus dermed har fået ny mand i cockpittet med et bredt vingefang understreges yderligere af Jens Wittrups Willumsens mange år som en del af topledelsen af Scandinavian Airlines (SAS) og som formand for VisitDenmark. Erfaringer Jens Wittrup Willumsen nok skal finde anvendelse for hos Koldinghus, der er en selvejende institution med over 110.000 besøgende om året, beretter Koldinghus i en pressemeddelelse.
For Jens Wittrup Willumsen er pladsen i bestyrelsen en ny udfordring, som han imødeser med lige dele engagement og respekt.

”Jeg ser både frem til at bidrage og lære af det bestyrelsesarbejde, som venter mig på Koldinghus. Selv om jeg gennem årene har arbejdet med turisme fra mange vinkler, så er det bestemt en stor udfordring at deltage i den fremtidige udvikling af en stærk attraktion som Koldinghus, som udgør en central og vigtig del af historien om hele Destination Kolding. Koldinghus har meget at tilbyde med sin brede fortolkning af et moderne museum, der formår at berige, engagere og overraske sit publikum”, lyder meldingen fra det nye bestyrelsesmedlem for Koldinghus, Jens Wittrup Willumsen.