Fortsæt til indhold

Lokal solidaritet

Arkiv
Arkiv

Er det rimeligt, at tre helt igennem uskyldige Hvidovrefamilier hver skal betale godt 20.000 kr. for en fejl - begået i kommunens plan- og miljøafdeling? Det spørgsmål kan næppe en eneste Hvidovreborger - og heller ikke en eneste lokal politiker - svare ja til. Men det er, forbløffende nok, den situation de tre naboer til det ulovlige byggeri på Køgevej er havnet i. Den ulovlige bygning er nu revet ned. Nedrivningen blev betalt af Hvidovres skatteborgere - og det blev den, fordi kommunen lagde sig fladt ned på maven og erkendte, at kommmunens sagsbehandlere ved en “fejl” havde udstedt en helt igennem ulovlig byggetilladelse. Byggeskandalen kostede på den forkerte side af 10 mio. kr. og den har kostet en medarbejder og kommunens planchef deres stillinger. Men da naboerne til det ulovlige byggeri på Køgevej henvendte sig til kommunen i begyndelsen af juli sidste år og spurgte til byggeriet og gjorde indsigelser, blev de vildledt og fejlinformeret. De kontaktede derfor en advokat og med ham som primus motor blev kommunen efterfølgende overdænget med klager, spørgsmål og indsigelser. Kommunen standsede byggeriet og det blev hurtigt fjernet fra jordens overflade. En intern redegørelse pegede efterfølgende på, at alle fastsatte sagsbehandlingsprocedurer i byggesagsteamet var overholdt (!). Redegørelsen gav dog intet svar på hvorfor og hvordan fejlen kunne ske. Redegørelsen var en tynd kop te - men et politisk flertal valgte, at lade den være sidste punktum i sagen. Men de tre nabofamilier endte med at stå tilbage med en advokatregning på lidt over 60.000 kr. Hvidovre Avis har tidligere lovet at arrangere en indsamling, der kan dække de uskyldige naboers udgifter til deres advokatsalærer, hvis ikke man fra kommunens side fandt en løsning på denne del af sagen. Og der er ikke fundet en løsning. Nu bliver det spændende at se, om der blandt Hvidovres over 50.000 borgere kan findes for 60.000 kroner lokal solidaritet.