Legendarisk rock musical i Medborgersalen i næste uge
Musikskolen er klar med nyt brag af en forestilling
Årets forestilling er den banebrydende rock-musical RENT, der siden premieren i 1996 har spillet over 5000 gange på Broadway! Historien er stærkt inspireret af Puccini’s opera ”La Boheme”, der foregår blandt unge fattige kunstnere i 1800-tallets Paris. I RENT er handlingen imidlertid flyttet til et moderne pulserende New York, hvor AIDS har erstattet tuberkulose som den sygdom, der hærger de subkulturelle miljøer. RENT er skrevet og komponeret af Jonathan Larson, der i flere år selv boede i et boheme-kvarter i N.Y. Historien er altså i høj grad selvbiografisk og det farverige persongalleri delvis autentisk. Vi møder f.eks. filmentusiasten Mark, den tidligere rock-stjerne Roger og natklubdanseren Mimi, computernørden Collins der falder for en sprudlende drag-queen ved navn Angel, for slet ikke at tale om det lesbiske par Maureen og Joanne der går fra hinanden sådan cirka hver anden uge… Alle har deres håb og kreative drømme, men de kan være svære at få opfyldt; ikke mindst når man skal skrabe penge sammen til huslejen (heraf den engelske titel). Der slås ihærdigt for fællesskabet, men livets barske realiteter sætter ofte sammenholdet på en hård prøve. Og dog er RENT gennemlyst af en stærk tro på venskab, kærlighed og tolerance. Et evigt aktuelt tema for som bekendt kan det stadig knibe med respekten for dèt der er anderledes og ikke passer ind i de regelrette kasser. RENT er med andre ord en hyldest til livets mangfoldighed og en vital opfordring til at leve her og nu. En provokerende og bevægende, men først og fremmest vedkommende fortælling, der bindes sammen af en perlerække af slagkraftige sange. Så gå ikke glip af denne medrivende musical, når musikskolen fra på mandag folder talenterne ud til det iørefaldende refrain: Viva la vie boheme! RENT har premiere mandag 25. april kl.19.30 og spiller til og med fredag 29.april. Billetter kan købes ved indgangen Hvidovrevej 280 eller via www.billetlugen.dk Billetpris (incl. gebyr): Voksne 120 kr. - Børn/unge + pensionister 70 kr.