Odenseansk ADHD-forening hædret med flot pris
Børnehjælpsdagen hyldede foreningen for projektet 'Kærlighed i Kaos'
Børnehjælpsdagen uddelte i dag årets Lillebror Pris og en medfølgende check på 50.000 kroner til projekt 'Kærlighed i Kaos'.
Et projekt, som ADHD-foreningen, der har base i Odense, står bag.
'Kærlighed i Kaos' hjælper og træner forældre til at håndtere sine børn med ADHD-vanskeligheder.
I Odense har 22 forældre fået glæde af projektet. De har fået træning i at tackle de store udfordringer, som ADHD hos et barn i 3-9 års alderen kan medføre for en familie.
Lillebror Prisen 2016 blev modtaget af projektlederen for 'Kærlighed i Kaos', Anna Furbo Rewitz, og Camilla Lydiksen, direktør for ADHD-foreningen.
”Det er en stor anerkendelse for os at modtage Lillebror Prisen. Den sætter fokus på de udfordringer, der kan være i et familieliv med ADHD, og på de muligheder, der er for at skabe postive forandringer igennem forældretræning," sagde en stolt Camilla Louise Lydiksen lige efter overrækkelsen.
"De 50.000 kroner vil gå direkte til at lave mere forældretræning. Det betyder, at endnu flere forældre kan få glæde af de værktøjer og metoder, som vi ved virker i forhold til at skabe mere harmoni i deres familie," fortsatte hun.
'Kærlighed i Kaos' er blevet udvalgt som modtager af Lillebror Prisen 2016 på baggrund af indstillinger, som Børnehjælpsdagens priskomité har vurderet.
I en tale ved prisoverrækkelsen påskønnede Jytte Tholstrup Svendsen, medlem af priskomitéen, især den frivillige indsats i projektet og den dokumenterede effekt, som træningsprogrammerne har haft på både de voksne deltagere og deres børn.